Selvom indiske IndiGo er udfordret med reduktion af kapacitet, holder man fast i aftalen med Norse Atlantic, der for et par uger siden har leveret den sidste af seks Dreamlinere på en langvarig ACMI-kontrakt.
Den 29. januar ved 11-tiden landede en Boeing 787-9 Dreamliner fra Norse Atlantic i Delhis Indira Gandhi International Airport efter en flyvning på otte timer direkte fra Oslo Lufthavn.
Flyet med registreringen LN-FNE var den sidste af seks Dreamlinere, som indiske IndiGo har dampleaset fra Norse Atlantic og som løbende er blevet leveret fra september 2025 og frem til udgangen af januar 2026.
Damplease-aftalen, der blev indgået tilbage i november 2024, betyder, at seks af 12 Dreamlinere fra Norse Atlantic skal beskæftiges på kontrakter hos IndiGo, hvor Norse leverer fly og piloter, mens IndiGo selv skal bemande kabinen med eget personale.
I kontrakten er Norse hver måned garanteret 350 block hours per fly, uanset om IndiGo kommer til at bruge flyet eller ej. Bliver der fløjet mere end 350 timer, udløser det ekstra betaling.
IndiGo har benyttet Norses Dreamlinere på ruten fra Mumbai til København, der lynlukkes den 17. februar, og det indiske flyselskab vil også skære ned på frekvenserne mellem Mumbai og Manchester samt Delhi til London. Tilpasningerne skyldes store operationelle udfordringer, idet IndiGo har haft svært ved at få tidtabellen til at hænge sammen.
Giver større robusthed til Norse
Aftalen med IndiGo er god for der hårdt plagede norske flyselskab, der stadig har til gode at levere et positivt resultat siden driftsstarten i juni 2022. Aftalen har en positiv effekt på selskabets likviditet, der har været meget anstrengt gennem de senere år, hvor det har været nødvendigt ad flerel omgange at tilføre mere driftskapital.
“Gennemførelsen af denne overgang styrker Norse’ finansielle og strategiske position markant,” siger Eivind Roald, CEO for Norse Atlantic, og han fortsætter:
“Langsigtede ACMI-operationer giver forudsigelige indtægter og beskytter selskabet mod brændstofprisrisiko og den fortsatte markedsvolatilitet, mens vores eget rutenetværk gør det muligt at udnytte potentialet i udvalgte langdistancemarkeder for fritidsrejser. Denne balancerede model giver Norse større stabilitet, fleksibilitet og robusthed i driftsmiljøet.”
Driftsstabilitet på egne ruter er udfordret
Den tilbageværende operation med seks langdistancefly til egne ruter har dog vist sig at være meget sårbar. Således har Norse været tvunget til at aflyse afgange og indleje fremmed kapacitet til at kunne gennemføre det igangværende vintertrafikprogram.
Norse Atlantic UK har eksempelvis siden årsskiftet fire gange benyttet indlejet kapacitet på ruten fra London-Gatwick til Orlando. Senest har britiske Air Tanker fløjet med en Airbus A330-200 på ruten, der også har været benyttet på ruten fra Gatwick til New York.
I midten af januar måtte Norse-direktøren undskylde direkte til de relativt mange utilfredse kunder, der havde fået nok af forsinkelser, ombookinger og aflysninger.
“I løbet af de seneste uger har nogle af jer oplevet forsinkelser, aflysninger og længere svartider end normalt. Jeg vil personligt anerkende dette og lade jer vide, at jeg beklager den frustration og ulejlighed, det har medført. Jeg er for nylig trådt ind i rollen som CEO hos Norse Atlantic, og en af mine første prioriteter er at lytte til vores kunder,” skrev Eivind Roald.
Relaterede artikler:
IndiGo lynlukker rute fra København til Mumbai

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


