Turkish Airlines Boeing 787-9 Dreamliner. (Boeing illustration) (PRNewsfoto/Boeing)

Turkish Airlines bestiller 50 langdistancefly

Turkish Airlines har afgivet en ordre på 25 Boeing 787-9 Dreamlinere, og en tilsvarende ordre på 25 Airbus A350-900 er på vej.

Rygterne om en ordre på nye langdistancefly til Turkish Airlines har cirkuleret siden efteråret 2017. På et tidspunkt rapporterede tyrkiske medier, at det nationale tyrkiske flyselskab var på vej at afgive ordre på otte Boeing 747-8, men nu er den endelige beslutning truffet.

Turkish Airlines har valgt at købe fly hos både Airbus og Boeing, hvilket formentlig har sikret den rigtige pris.

Ordren bliver delt med 25 Airbus A350-900 XWB samt option på yderligere fem fly af samme type, mens selskabet samtidig vil købe 25 Boeing 787-9 Dreamlinere. Også hos den amerikanske flyproducent bliver der en option på yderligere fem fly.

Turkish Airlines bliver den 71. kunde til 787-flyet, og dermed kommer det samlede antal ordrer op på flere end 1.300 fly, hvilket gør flytypen til det hurigst sælgende langdistancefly nogensinde hos Boeing Commercial Airplanes.

“Det glæder os at kunne afslutte denne skelsættende aftale, som vil bringe store fordele til Turkish Airlines og den tyrkiske luftfartsindustri. Denne ordre føjer 787 Dreamliner, et af verdens mest moderne fly, til vores stadig ekspanderende flåde i 2023, som er republikkens 100 års jubilæum. 787´eren vil kunne øge vores passagertilfredshed og spille en vigtig rolle i vores planer for vores nye hub i New Istanbul Airport,” siger M. Ilker Ayci, der er bestyrelsesformand i Turkish Airlines.

Samarbejde i årtier
For nylig købte Turkish Airlines tre Boeing 777 fragtfly, og flyselskabet fortsætter dermed et langvarigt samarbejde med den amerikanske flyproducent. I dag beskæftiger Turkish Airlines således 81 fly i Boeing 737-serien samt 35 Boeing 777 langdistancefly.

“Vi er stolte over at kunne udvide vores samarbejde med Turkish Airlines gennem årtier, og vi byder dem velkommen til den voksende skare af flyselskaber, der har gjort 787 Dreamliner til det mest foretrukne langdistancefly i mellemklassen i dag. Vi er overbevist om, at Turkish Airlines vil sætte pris på Dreamlinerens suveræne brændstoføkonomi, rækkevidde og kabineindretning,” udtaler Kevin McAllister, der er koncernchef hos Boeing Commercial Airplanes.

Udover flyene fra Boeing, råder Turkish Airlines i dag over 66 langdistancefly at typen Airbus A330 og A340 samt 97 fly i Airbus A320-serien.

 

Relaterede artikler:

Kæmpe Dreamliner-ordre på vej

Turkish Airlines overvejer Boeing 747

Turkish Airlines udskyder levering af 39 nye fly