Tyrkiet Eksperten opkræver olietillæg på sommerrejser

Det bliver dyrere at komme på ferie med Tyrkiet Eksperten, der netop har indført et ekstraordinært brændstoftillæg på alle sommerrejser. Tillægget sker med henvisning til de høje brændstofpriser hos de to flyselskaber, som Tyrkiet Eksperten benytter.

Skal man på sommerferie med Scanway/Tyrkiet Eksperten må man indstille sig på, atrejsen bliver lidt dyrere. Rejsearrangøren har netop indført et ekstraordinært brændstoftillæg på alle sommerrejser.

Tillægget sker med henvisning til de høje brændstofpriser hos to af de flyselskaber, som Tyrkiet Eksperten benytter og gælder også allerede bestilte rejser.

Den bagvedliggende årsag er ifølge selskabet den seneste tids uroligheder i Nordafrika og Mellemøsten, som har forårsaget så voldsomme prisstigninger på olie, at to af de flyselskaber, som Scanway/Tyrkiet Eksperten benytter til sommerprogrammet for 2011 har pålagt alle sommerrejserne et ekstraordinært olietillæg.

Scanway/Tyrkiet Eksperten ønsker ikke at dække denne ekstraudgift på gæsternes vegne, og har derfor valgt at sende efterregningen videre til kunderne.

Det gælder også de gæster, der allerede har bestilt deres rejse.

”Vi er meget kede af, at det er nødvendigt at opkræve dette ekstra olietillæg fra vores gæster, men olieprisstigningen er så voldsom, at vi desværre ikke kan påtage os at betale på vores gæsters vegne,” siger kommunikationschef Morten Ravn fra Scanway/Tyrkiet Eksperten.

Tillægget udgør 110 kroner pr. person tur/retur og gælder alle rejsende, der har bestilt rejse, hvor flyselskaberne Onur Air og Tor Air er operatører. På fremtidige bestillinger indregnes oliepristillægget i prisen, men på eksisterende reservationer tilføjes det.

Konkurrenten Star Tour har modsat sikret, at alle kunderne kan gennemføre sommerrejserne uden ekstraordinære brændstoftillæg, hvorfor Tyrkiet-Eksperten formentligi første omgang er alene om prisforhøjelserne.

Opkrævningen af det ekstra olietillæg sker med henvisning til Lov om Pakkerejser § 13 og de berørte gæster vil blive orienteret pr. brev i de kommende uger.

Siden januar er prisen på en tønde råolie (Brent Crude Oil) steget fra omkring $90 til $122, og stigningerne i råoliepriserne forplanter sig også til brændstofpriserne for luftfartsselskaberne og i sidste ende altså de rejsende.