Tyrkiet-Eksperten stillede garanti på 7,5 mio. kroner

Tyrkiet Ekspertens sikkerhedsstillelse overfor Rejsegarantifonden var blot på 7,5 mio. kroner. Branchekilder vurderer garantistillelsen til at have været for lav.

Året 2013 går over i historien som et af de værste for charterflyselskaberne. En cocktail af lærerstrejken i foråret, en lang og varm sommer samt kollapset i Egypten har kostet det første offer blandt de svagest kapitaliserede charterarrangører. Det skete, da Tyrkiet Eksperten i lørdags måtte indgive konkursbegæring.

Omkring 1.700 kunder var på rejse på konkurstidspunktet, mens 9.500 kunder havde bestilt rejser til afvikling på et senere tidspunkt. Dermed bliver konkursen en af de mest omfattende charterkonkurser i mange år med et skønnet tocifret milliontab for Rejsegarantifonden.

For at sikre sig mod konkurser er der et lovmæssigt krav om, at rejseudbyderne skal stille en økonomisk garanti overfor Rejsegarantifonden.I henhold til Lov om Rejsegarantifond, § 8 stk. 5, skal rejseudbydere, hvor flycharterydelser udgør mere end 50 procent af omsætningen således stille en garanti, der er højere end normalt. Garantien er beregnet ud fra omsætningsintervaller, og af loven fremgår det eksempelvis, at garantistillelsen er 7,5 mio. kroner ved en omsætning på mere end 150 mio. kroner, men ikke over 200 mio. kroner.

Netop 7,5 mio. kroner er hvad Tyrkiet Eksperten ifølge seneste årsregnskab har stillet af garanti overfor fonden.Garantibeløbet er muligvis noget lavere, end hvad der lovmæssigt er krav om. Ifølge “Analysen af Danmarks 180 største rejsebureauer“, der er udgivet af Dansk Brancheanalyse, havde Tyrkiet-Eksperten i seneste regnskabsår en skønnet omsætning på 270 mio. kroner. I givet fald skulle garantistillelsen have været på 10 mio. kroner.

Flere advarselssignaler
Udover en omsætning, der er angiveligt burde have udløst en højere garantistillelse, har der også flere gange været tydelige advarselssignaler om, at Tyrkiet Eksperten havde likviditetsmæssige udfordringer. I vintersæsonen 2011/12 måtte rejsearrangøren annullere hele sit Thailand-program på grund af manglende tilslutning. Tyrkiet Eksperten valgte dog først at give kunderne besked om aflysningerne i takt med, at afrejsedatoerne skred frem, således at man undgik at skulle tilbagebetale alle pengene for sæsonoplægget på én gang. Det kunne allerede dengang have drænet en slunken pengekasse.

Rygter i branchen om flere perioder med forsinkede lønudbetalinger til de ansatte i Tyrkiet Eksperten burde også have fået advarselslamperne til at blinke hos Rejsegarantifonden.

“Det er muligt, at der allerede har foregået en forhandling mellem Rejsegarantifonden og Tyrkiet Eksperten om en forhøjet garantistillelse, men risikoen for at kravet om en forhøjet garanti kunne få Tyrkiet Eksperten til at knække nakken, kan have været årsagen til, at Rejsegarantifonden har været tilbageholdende med kravet,“ vurderer en branchekilde, der ønsker at være anonym.

Rejsegarantifonden kunne med udgangspunkt i rejsegarantifondslovens §19 have krævet en forhøjet garantistillelse af en rejseudbyder, når der efter en konkret analyse af de økonomiske forhold måtte antages at være en særlig risiko for, at fonden ville lide tab.

Tyrkiet Eksperten har i de seneste fire år bogført forudbetalinger fra kunderne på mellem 16,5 og 32,9 mio. kroner. Kundernes forudbetalinger har således medvirket til finansiere Tyrkiet Ekspertens drift, indtil prispresset og den skærpede konkurrencesituation i sensommeren 2013 blev så udtalt, at mængden af de livgivende indbetalinger tørrede ud. På konkurstidspunktet var der bogført forudbetalinger fra kunderne til en værdi af 17,8 mio. kroner.

Det har ikke været muligt for CHECK-IN.dk at få en kommentar fra direktør Birgitte Fjeldhoff fra Rejsegarantifonden.