Den tyske afgift Flugticket-Steuer har siden 1. januar flyttet tusindvis af passagerer fra tyske lufthavne til blandt andet Holland. Overordnet havde de tyske lufthavne fremgang i årets første seks måneder, men den nye skat har medført drastisk tilbagegang for enkelte lufthavne.
Venstre har indledt en kampagne, hvor man stiller spørgsmål ved rimeligheden i S-SF forslaget om at indføre en passagerafgift på 75 kroner ved flyrejser fra danske lufthavne.
Skønt Folketingsvalget endnu ikke formelt er udskrevet synes den hjemlige valgkamp altså for længst indledt. Venstre fremhæver i kampagnen, at indførelsen af en passagerafgift “kan hæmme mobiliteten, skade turismen og gøre det sværere at tiltrække virksomheder til yderområder. Det kan føre til færre arbejdspladser i Nordjylland.“
Uanset udfaldet af valgkampen maner de tyske erfaringer med en lignende afgift til eftertanke. Her har konsekvenserne for de lokale lufthavne været betydelige efter at Tyskland for nylig indførte en tilsvarende afgift.
Flyver fra Holland
Ifølge den tyske lufthavnsforening Arbeitsgemeinschaft Deutscher Verkehrsflughäfen (ADV), undgår tyskerne afgiften i stort omfang ved at krydse grænsen til Holland for at flyve ud af hollandske lufthavne.
Det betyder, at flere tyske lufthavne er blevet hårdt ramt af den tyske afgift. De hårdest ramte er lufthavne med en høj andel af lavprisflyselskaber, da den tyske afgift fordyrer de billige billetter relativt meget.
Overordnet havde de tyske lufthavne ellers fremgang i årets første seks måneder, men der er tale om et meget blandet billede, hvor effekten af den nye skat viser sig. For enkelte lufthavne har skatten medført en drastisk tilbagegang i første halvår.
Som eksempel nævnes lufthavnen Frankfurt Hahn, der mistede 13,7 % af passagererne i første halvår af 2011.
Det er blandt andet de nærliggende lufthavne i Eindhoven og Maastricht der løber med de tyske passagerer.
Den såkaldte ”Flugticket-Steuer“-afgift blev indført i Tyskland per 1. januar 2011 ogbetales af passageren afhængig af flystrækningens længde. Afgiften gælder for alle flyrejser, der afgår fra Tyskland.Der betales op imod 45 euro for flyvningen.