Tyske OLT skifter ham til lavprisselskab

Det lille tyske regionalflyselskab OLT Express går ind på lavprismarkedet med baser i tre mindre tyske lufthavne.

Det tyske regionalselskab OLT Express planlægger fra oktober at skifte identitet og blive et lavprisselskab med baser i tre mindre tyske lufthavne.

Filosofien er at betjene mindre ruter, som Lufthansa og airberlin ikke betjener, da de ikke er rentable for de to store tyske luftfartsselskaber. Men med lavere omkostninger og mindre fly håber OLT Express at kunne få succes.

Det bliver lufthavnen i Dresden, Münster og Saarbrücken, der skal være omdrejningspunkterne i lavprissatningen med i alt 14 ruter og 94 ugentlige afgange til destinationer som Budpest, Wien, Paris, Hamborg, London Southend, Berlin Schönefeld, Milan, München og Stuttgart. Ruterne vil fordele sig med fire fra Dresden, seks fra Münster og fire fra Saarbrücken.

Polakker trak stikket
Strategiskiftet kommer efter at OLT Express i august fik en ny ejer i form af hollandske Panta Holding. Selskabet var sammen med de polske selskaber OLT Regional Express og OLT Express Poland ejet af den polske smykkekoncern Amber Gold. Men i slutningen af juli trak Amber Gold stikket og de to polske selskaber gik konkurs kun få måneder efter deres etablering.

Panta Holding har en række datterselskaber, som wet-leaser de hollandsk-byggede Fokker 50 og Fokker 100-fly. Netop sidstnævnte flytype har OLT Express i dag to af i sin flåde. Når selskabet i oktober gennemfører den planlagte fusion med Contact Air kommer de op på i alt 10 Fokker 100-fly. Og det er disse 10 fly, som skal danne grundlag for den nye lavprisoperation.

Derudover vil selskabet opererer fire Saab 2000 og en Saab 340-maskine. Sidstnævnte bruges på selskabets eksisterende rute fra Bremen til København.