Piloterne hos Lufthansa-datterselskabet Germanwings vil strejke fra torsdag middag og frem til midnat.
Torsdag vil endnu en strejke blandt Lufthansa-gruppens piloter finde sted. Fra kl. 12.00 til kl. 23.59 vil piloterne i Lufthansa-datterselskabet Germanwings nedlægge arbejdet i protest mod den overgangsordning til pension, som selskabet har foreslået.
Indtil videre har piloterne organiseret i fagforeningen Vereinigung Cockpit gennemført fire strejker siden den 29. august, og torsdag bliver der således endnu en markering af utilfredsheden hos de tyske piloter.
Torsdagens strejke vil dog få en begrænset betydning, da Germanwings forventer at operere omkring 80 procent af samlet 500 flyafgange. Det skyldes, at frivillige piloter hos Germanwings, Eurowings og Lufthansa vil sikre, at flyvningerne kan gennemføres. Alternativt er der udsigt til rejsekaos, da efterårsferien i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen slutter på fredag.
Lufthansa-datterselskabet Eurowings, der opererer på vegne af Germanwings vil i øvrigt ikke være omfattet af torsdagens konflikt.
“Desværre har Lufthansa ikke ønsket at imødekomme de kompromisforslag, som Vereinigug Cockpit har fremsat. Derfor må kunderne forvente, at der vil blive iværksat flere strejker i den nærmeste fremtid,“ hedder det i en meddelelse fra pilotfagforeningen, der samtidig opfordrer Lufthansa til at vise imødekommenhed for derigennem at yde et bidrag til at løse den fastlåste konflikt.