Tyskere skal på date med danske øer

VisitDenmark vil med en ny stor onlinekampagne forsøge at smede de tyske turister og de danske øer sammen i et lykkeligt feriefællesskab.

Først fik vi netdating. Derefter kom traktordating. Og nu er turen tilsyneladende kommet til Ø-dating. Det er ikke en datingtjeneste for medlemmer af Enhedslisten, men derimod VisitDenmarks nye kampagne, der skal lokke tyske turister til de danske øer. Det handler om at finde et match mellem turisterne personlige ønsker og de danske øer, som kan imødekomme deres ønsker.

Kampagnens omdrejningspunkt er øernes forskellighed, hvor man kan teste hvilken type ø, man er til ved at vælge den foretrukne ferieform ud fra otte spørgsmål med tilhørende billede. F.eks. om man foretrækker at flyve med drage eller cykle eller at bo på et slot eller i et feriehus. Når man har svaret på de otte spørgsmål, giver testen resultatet på, hvilken ø der er den perfekte match.

Stor variation
Hvis de tyske turister er vilde med økologiske råvarer og bæredygtige løsninger, så er Samsø det perfekte match, når de skal vælge feriedestination. Er det mere det historiske og det royale liv der trækker, så kan de bo som kongelige på Als. Variationen er stor og det vil VisitDenmark gerne sætte fokus på i den store online kampagne rettet mod de tyske turister.

– Kampagnekonceptet fortæller om øerne og deres forskellighed i en meget personlig form, som giver tyskerne mulighed for at lære øerne bedre at kende. Vores nærmarkeder har et godt kendskab til Danmark, men kender ikke til øernes forskellige oplevelser. Kampagnen, der giver kendskab ved interaktive elementer, er et koncept, som også kan bruges på andre markeder, siger Maria Haugaard Christensen, der er projektchef i VisitDenmark.

Kampagnen har et socialt element, hvor man kan dele sit ø-match på Facebook, så kampagnen får en viral effekt. Derudover bliver kampagnen markedsført via bannere, Google adwords og advertorials.