- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Uden privatisering må Air India lukke

Den indiske regering er klar til at lukke Air India, hvis det ikke i denne omgang lykkes at privatisere flyselskabet, der har en gæld på 75 milliarder kroner.

Det gældsplagede Star Alliance-selskab Air India står foran et afgørende tidspunkt i selskabets historie. Flyselskabet, der blev etableret i 1932 som Tata Airlines, ejes i dag af den indiske stat og har ikke haft overskud siden 2007.

Gælden er nået op på 11 milliarder dollars, eller hvad der svarer til 75 milliarder kroner, og nu har den indiske regering sat hælene i for nye kapitaltilførsler.

Derfor forsøger man sig endnu engang med en privatisering af selskabet, hvilket mislykkedes for halvandet år siden. Den indiske luftfartsminister Hardeep Singh Puri redegjorde i denne uge for situationen i det indiske parlament.

“Flyselskabet må lukkes ned, hvis det ikke bliver privatiseret. Når vi åbner for budgivningen, så må vi se, hvor mange bud, der kommer ind,” lød meldingen, ifølge indiatimes.com, til parlamentsmedlemmerne.

Vil fjerne noget af gælden
Den indiske regering er bekendt med, at markedet ikke i øjeblikket er særligt gunstigt for akkvisitioner og fusioner, da mange flyselskaber har problemer at slås med i egne markeder. Herudover vil det ikke være realistisk at finde en køber, der er rede til at dække den store gæld.

Derfor indgår det i planen, at staten på forhånd vil fjerne syv af de 11 milliarder dollars, som selskabet har i gæld. Det skulle gerne lokke investorer frem af busken.

Forinden skal man have løst et udestående med de personalegrupper, der fik tilbageholdt 25 procent af deres løn under den finansielle krise i Air India i 2018. Her lover luftfartsministeren, at alle ansatte får indfriet deres tilgodehavende før en eventuel privatisering.

“Vi er optaget af emner relaterede til de ansatte, deres sundhedsdækning, hvor mange der vil være tilbage, og hvad der vil ske i fremtiden. Vi er forpligtet til at sikre en favorabel aftale for alle ansatte,” understreger Hardeep Singh Puri.

 

Der vil blive sat en frist den 15. december for kapitalfonde og industrielle aktører til at udtrykke interesse for at være med i en egentlig budgivning.

 

Relaterede artikler:

Hvert sjette Air India-fly på jorden

Air India i likviditetsproblemer

Nyt milliardtilskud til Air India