Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til Syrien

I lyset af den seneste udvikling fraråder Udenrigsministeriet nu alle ikke-nødvendige rejser til Syrien. I dele af landet fraråder man helt alle rejser. Også Norge og Sverige fraråder ikke-nødvendige rejser til Syrien på grund af risikoen for uroligheder.

Urolighederne i dele af Mellemøsten sætter atter sit præg på rejsevejledningerne. Udenrigsministeriet har netop opdateret sine anbefalinger, og i lyset af den seneste udvikling fraråder Udenrigsministeriet nu alle ikke-nødvendige rejser til Syrien.

Udenrigsministeriet anbefalerdanskere, der allerede opholder sig i landet til at holde sig på god afstand af demonstrationer. Og i forbindelse med fredagsbønnen bør man holde sig på afstand af større moskeer samt åbne pladser i nærhed heraf.

Ifølge den officielle rejsevejledning opfordres danskere i Syrien til at udvise forsigtighed i grænseområderne til Libanon, hvor kun hovedvejene bør benyttes. Også i det nordøstlige Syrien skal man være opmærksom pga. det spændte forhold mellem den kurdiske befolkningsgruppe og myndighederne.

Siden midten af marts 2011 har der været demonstrationer,optøjer og voldelige sammenstødflere steder i Syrien med mange dræbte til følge. I lyset af denne udvikling skriver Udenrigsministeriet, at det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at demonstrationer eller sammenstød opstår spontant og udvikler sig til uroligheder.

Det anbefales, at man holder sig på god afstand af sådanne situationer og ikke anvender kameraer eller filmer med mobiltelefoner i nærheden af disse.

Der har siden 2008 ikke været terroranslag i Syrien, men der består en risiko for nye attentater, og rejsende bør udvise forsigtighed på steder, hvor mange mennesker samles.

Samtidig understreger Udenrigsministeriet, at der som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, er en risiko for, at terrorangreb kan blive rettet direkte mod danskere i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.

Særligt området i og omkring byen Deraa i det sydlige Syrien har været ramt af demonstrationer og voldelige sammenstød, og her frarådes alle rejser til området.

Det samme gælder for kystområdet mellem Lattakia og Tartous (især omkring byen Banyias) i det nordvestlige Syrien.

Alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Syrien – uanset opholdets varighed – opfordres til at registrere sig på ambassaden i Syrien med henblik på eventuel kontakt i tilfælde af akut opståede krisesituationer.

Også fra den svenske ambassade i Syriens hovedstad Damaskus fraråder man ikke-nødvendige rejser til landet. Fra det norske Utenriksdepartementet lyder den officielle rejsevejledning, at man fraråder alle rejser til eller ophold i Syrien, som ikke er strengt nødvendige.

Fra Københavns Lufthavnflyver Syrian Arab Airlines en gang ugentligt til Syriens hovedstad Damaskus. Herudover er transferforbindelser via Budapest, Istanbul, Warszawa og Wien ofte benyttet.