Check-in området i Billund Lufthavn (Foto: Billund Lufthavn)

Udenrigsvækst i Billund Lufthavn fortsætter

Trods nedgang i Ryanair-trafikken er det alligevel lykkedes Billund Lufthavn at vokse med næsten 60.000 udenrigspassagerer i årets første halvdel.

Da Billund Lufthavn for et år siden valgte at lukke basen i Billund Lufthavn var der umiddelbart dystre udsigter for udviklingen i passagertallet på udenrigsruterne. I første omfang frygtede den syddanske lufthavn, at Ryanair ville reducere fra årligt 700.o00 til omkring 300.000 passagerer. Men så galt gik det ikke. I 2016 forventer Billund Lufthavn omkring 540.000 passagerer fra det irske lavprisflyselskab.

Derfor er det også overraskende at konstatere, at antallet af udenrigsrejsende er øget med 6,8 procent i første halvår af 2016. I alt 935.093 udenrigspassagerer er rejste gennem lufthavnen i årets første seks måneder mod 875.620 i samme periode året før. I juni var stigningen på 6,2 procent med 11.566 flere udenrigsrejsende.

“Netværksselskaberne fortsætter med at tiltrække stadig flere passagerer, og ekstra frekvenser til Oslo, større fly til Stockholm samt nye ruter fra British Airways og Finnair giver tilsammen en rigtig god stigning. Også Wizz Air har en rigtig god fremgang med nu tre ruter ud af Billund,” siger Billund Lufthavns administrerende direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, i en kommentar til passagertallene.

Ny juni-rekord
Da Billund Lufthavn i forvejen har en meget stor andel af det vestdanske fritidsrejsemarked, er sommermånederne altid de mest travle. Det viste sig også i juni, hvor der igen blev sat rekord for måneden. Ikke færre end 313.282 rejsende passerede gennem lufthavnsterminalen i juni måned, hvilket var 4,1 procent flere end året før.

“Juni er special på den måde, at der fortsat er mange forretningsrejsende, og samtidig begynder feriegæsterne at komme i et stadig større antal,” forklarer Kjeld Zacho Jørgensen.

I de senere år har chartermarkedet været under pres som følge af overproduktion, krig- og terrorhændelser samt en øget konkurrence fra den nordjyske lufthavn i Aalborg, der lokker kunderne med gratis parkering. Men tilsyneladende er markedet blevet stabiliseret, da der i årets første seks måneder var en svag fremgang på 1,3 procent svarende til 4.845 passagerer. I juni måned var der isoleret set 88 færre charterrejsende end samme måned året før, hvor 99.705 passagerer rejste fra og til lufthavnen på charterferie.

“Antallet af charterrejsende er dels afhængig af, hvornår skoleferien begynder, dels af det danske sommervejr. Det bliver spændende at se, om det ustabile danske sommervejr får indvirkning på passagertallet i juli måned. Noget kunne tyde på det, når man læser, hvad rejsebureauerne skriver,” konstaterer lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Ruteåbninger giver fremgang i Billund

Tidlig påske sikrede pæn vækst i Billund

Billund fordobler overskud i turbulent år

Ny årsrekord i Billund Lufthavn

Fem nye sommerruter fra Billund Lufthavn