- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Udsætter åbning af terminal i ny Berlin-lufthavn

Terminal 2 i den nye Berlin Brandenburg-lufthavn skulle være taget i brug, når lufthavnen åbner 31. oktober. Nu er åbningen af terminalen udskudt til næste år.

Når Berlins nye storlufthavn – den stærkt forsinkede Berlin-Brandenburg (BER) – åbner den 31. oktober bliver det med to aktive terminaler frem for tre.

Blot få uger før åbningen har lufthavnsoperatøren FBB nemlig besluttet at udsætte åbningen af lufthavnens Terminal 2, selv om opførelsen af terminalen for nyligt blev afsluttet til tiden efter en byggeperiode på mindre end to år.

Terminalen skulle efter planen være taget i brug samtidig med åbningen af lufthavnen, men Terminal 2 er nu planlagt til først at åbne i foråret 2021.

Ikke brug for terminalen nu
”Vi har ikke brug for terminalen til at åbne BER på grund af nedgangen i antallet af passagerer. Derfor vil FBB sandsynligvis ikke sætte T2 i drift før sommerfartplanen 2021. Indtil da kan vi spare en halv million euro hver måned,” siger FBB’s koncernchef, Engelbert Lütke Daldrup, i en pressemeddelelse.

Han understreger samtidig, at Terminal 2 vil være klar til brug inden for meget kort tid, når antallet af passagerer begynder at stige igen.

Terminal 2, der har en kapacitet på seks millioner passagerer om året er tiltænkt point-to-point-selskaber som blandt andre Eurowings. Terminalen, som er forbundet til Terminal 1 via to broer, vil have egne check-in-, security- og bagagefaciliteter samt butikker, caféer og restauranter.

Tilsammen har de tre terminaler i Berlin Brandenburg – Terminal 1, 2 og 5 – en kapacitet på over 40 millioner passagerer årligt. Terminal 5 er det nye navn til terminalen i den nuværende Berlin Schönefeld Lufthavn, hvor bygninger, standpladser og andre anlæg fremover blive en integreret del af Berlin Brandenburg.

Terminal til 1,5 milliarder kroner
Den nye Terminal 2 er ifølge FBB blevet opført på rekordtid, efter at byggeriet begyndte i oktober 2018. Terminalbygningen stod færdig denne sommer, hvor operatøren også gennemførte alle nødvendige tests af bygningens faciliteter med succes. Den samlede pris for den nye terminal ligger på 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner).

Berlin Brandenburg-lufthavnen skulle ifølge de oprindelige planer være åbnet allerede den 30. oktober 2011, men åbningsdatoen er siden blevet udskudt adskillige gange på grund af en lang række problemer – heriblandt problemer med lufthavnens tekniske installationer og brandsikring.

Den samlede pris for den nye lufthavn er efter rækken af skandaler og forsinkelser af byggeriet løbet op i svimlende syv milliarder euro, hvilket svarer til over 52 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Forsinket Berlin-lufthavn skal bruge 2,2 mia. kroner

Ny Berlin-lufthavn udvider allerede inden åbning

Flyselskaber fordeles i stærkt forsinket Berlin-lufthavn