Piloten på det lille Learjet 24-fly, der faldt ned på Bornholm i september, havde kun to falske amerikanske pilotlicenser på sig. Desuden er det stadig usikkert præcis hvem han er og hvor han kommer fra.
Det er yderst tvivlsomt, om den pilot, der den 15. september forulykkede på Bornholm med et Learjet 24-fly, nogensinde har haft licens til at flyve fly. Han blev fængslet kort efter ulykken og sidder stadig i arresten i Rønne. I mens har Havarikommissionen netop offentliggjort sin endelige rapport om uheldet. Og heraf fremgår det, at piloten i sin taske i flyet godt nok havde to amerikanske trafikflyvercertifikater. De var udstedt i to forskellige navne, og de var forsynet med det samme licensnummer.
Men Havarikommissionen har ikke kunne finde bevis for at piloten havde licens. Hverken i USA, Tyskland – hvor flyet var indregistreret – eller i andre lande i verden. Kommissionen har heller ikke kunne finde dokumentation for pilotens træning og flyveerfaring. Det er desuden stadig en gåde for Havarikommissionen og Bornholms Politi hvad pilotens rigtige navn er og hvor han kommer fra i verden.
Ombord på flyet var piloten og en passager. Begge blev hårdt kvæstet og fløjet i helikopter til Rigshospitalet. Piloten blev, mens han stadig var indlagt, varetægtsfængslet. Han sidder fortsat fængslet og venter på at sagen kommer for en dommer i januar næste år. Politiet har tiltalt manden for kreditkortsvindel for 30.000 kroner i forbindelse med køb af flybrændstof ved et tidligere besøg i Bornholms Lufthavn. Desuden er han tiltalt for at bringe andres liv i fare ved at have fløjet flyet uden den lovpligtige andenpilot og uden at have det fornødne flycertifikat.
I starten troede politiet at piloten var mexicaner. Det har vist sig til dels at være rigtigt, da han tidligere har haft mexicansk statsborgerskab. Men han har også boet i USA og Polen og havde på uheldstidspunktet bopæl i Berlin. Det skriver TV2 Bornholm.
Nu er Havarikommissionen kommet frem til at han oprindeligt er fra Iran. Men politiet er stadig ikke helt sikre på hans nationalitet. Til gengæld har de helt styr på hvor han bor – nemlig i byens arrest.
Udløbet i 2005
Havarikommissionen konkluderer, at flyet faldt ned fordi der ikke kom brændstof til motorerne. Der var stadig 160 liter tilbage i tanken i flyets krop. Men piloten havde glemt at åbne de ventiler, der førte brændstoffet ud i flyets vingetanke. Og det var fra disse tanke, at brændstoffet kom ind i motorerne.
Flyets luftdygtighedsbevis var udløbet i 2005, og flyets registreringsbevis var blevet annulleret i februar i år. Flyet var i juni i år i Københavns Lufthavn og i juli var det et smut på Bornholm, ligesom det skulle have været den 15. september.
Havarikommissionen undrer sig i rapporten over, at et fly kan slippe afsted med at flyve rundt i flere år uden gyldige papirer.
Læs også:
Learjet-pilot glemte ekstra brændstof
Ulykkespilot varetægtsfængslet
Foto: Havarikommissionen