- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Undersøgelse af køb af flyselskab forlænges

IAG har bedt EU-Kommissionen om længere tid til at forklare sig i undersøgelsen af købet af Air Europa. Går handlen i orden, kan spansk lavprisselskab få glæde af det.

EU-Kommissionen har udskudt fristen for, hvornår en undersøgelse af, om det er skadeligt for konkurrencen, at IAG overtager flyselskabet Air Europa, skal være færdig.

Oprindeligt var der deadline 5. november 2021. Den er nu blevet udskudt til 3. december. Det er IAG, der har bedt om forlængelsen.

Frygten i EU-Kommisionen er, at IAG kommer til at sidde for tungt på flytrafikken både i og ud af Spanien.

Vil købe Air Europa
I november 2019 aftalte IAG, der er moderselskab for de spanske flyselskaber Iberia, Vueling og Level samt British Airways og Aer Lingus, at koncernen skulle overtage Air Europa fra Globalia. Air Europa er det tredjestørste flyselskab i Spanien efter IAG og Ryanair.

Men EU-Kommissionen indledte efterfølgende en dybdegående undersøgelse af, hvad sådan en handel kommer til at betyde for konkurrencen på indenrigstrafikken i Spanien samt konkurrencen på mellemdistance- og langdistanceflyvninger til og fra landet.

I løbet af undersøgelsen kan både Air Europa og IAG indsende materiale, der kan bevise, at aftalen er legitim. I en kort erklæring fra IAG om anmodningen om forlængelse hedder det:

”Vi har bedt om forlængelse for at kunne levere flere beviser og understøtte processen. Det er proceduremæssigt. ”

Ryanair er størst
Luftfartsmediet Routes Online har tidligere undersøgt, hvem der sidder på flytrafikken i Spanien.

Ryanair var det største flyselskab i Spanien i 2019 med 17,4 procent af alle udbudte sæder. Lige i hælene kom IAG-selskaberne Vueling med 16,5 procent og Iberia med 15,1 procent. Nummer fire var Air Europa med 7,4 procent.

Lægger man sæder fra British Airways og Aer Lingus oveni, sad IAG sammen med Air Europa på 41 procent af den samlede kapacitet til og fra og i Spanien i 2019.

Når det gælder indenrigs, sad den ny konstellation endnu tungere på markedet. Her kom Vueling, Iberia og Air Europa tilsammen op på 72,7 procent af alle flysæder i 2019. På langdistanceruterne mellem Madrid og Latinamerika repræsenterede en kombination af Iberia og Air Europa 68,1 procent af sæderne i 2019.

Da aftalen blev offentliggjort, sagde IAG, at det ville omdanne lufthavnen i Madrid til en “ægte rival” til Europas fire store lufthavne; Amsterdam, Frankfurt, London Heathrow og Paris Charles De Gaulle.

Lavprisselskab kan blive vinder
Branchemediet Simple Flying peger på, at der kan blive flere vindere, hvis det ender med, at EU-Kommissionen siger ja til, at IAG overtager Air Europa.

Først og fremmest vil IAG-selskaberne Vueling og Iberia få styrket deres position i Spanien. Men der er også et andet flyselskab, der kan drage fordel af aftalen: Volotea.

Det spanske lavprisselskab er godt placeret til at levere konkurrence og kan komme til at modtage slottider (start- og landingstilladelser, red.) og ruter som indrømmelser fra Iberia og Vueling.

IAG har tilbudt slots til Volotea i et forsøg på at booste flyselskabet og bevise over for EU, at der er masser af konkurrence i Spanien. Hvis EU-Kommissionen ønsker flere indrømmelser fra IAG, kan det komme Volotea yderligere til gode.

Volotea råder ifølge planespotters.net over en flåde på 35 fly (og tre på vej): 20 Airbus A319-100 og 15 Airbus A320-200. Flyene er i gennemsnit 15 år og fem måneder. Selskabet fløj første gang i 2012 og har baser i Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland.

 

Relaterede artikler:

EU-Kommissionen vil granske IAG-køb af Air Europa

IAG overtager Air Europa med 50 procent rabat

Lavprisflyselskab skal flyve med Airbus-ansatte