Det spanske lavprisflyselskab Volotea skal fra november flyve Airbus-ansatte frem og tilbage mellem produktionsfacliteterne i Hamborg og Toulouse.
På hver eneste arbejdsdag året rundt skal omkring 400 Airbus-ansatte transporteres mellem Hamburg-Finkenwerder og Toulouse, som er de to største produktionsfaciliteter hos den europæiske flyproducent.
Dette klares ved faste kontrakter med flyselskaber, der står for transporten. Derfor var det en streg i regningen, da den hidtidige leverandør, Germania, i februar gik konkurs, så Airbus pludselig stod uden transportmulighed.
I al hast blev schweiziske Germania Flug og britiske Titan Airways indlejet til at gennemføre de fire daglig flyvninger. Flyvningerne blev sidenhen overtaget af den portugiske wetlease-operatør Hifly, der i dag har den lukrative kontrakt.
Det varer dog kun frem til den 4. november, hvor det spanske lavprisflyselskab overtager med Airbus A319-fly. I forvejen har Volotea to fly stationeret på selskabets base i Toulouse. Volotea bliver samtidig suppleret af Hifly Malta på den særlige operation for Airbus.
Oplysningerne bekræftes af luftfartsmediet aerotelegraph.com, der hos Airbus har fået verificeret oplysningerne på baggrund af data fra CH-Aviation.
Dansk flyselskab også leverandør
Det er ikke alene Volotea og Hifly Malta, der skal flyve for Airbus. Det gør i dag også skotske Loganair samt danske Sun-Air. Loganair flyver fra Chester Hawarden via Bristol til Toulouse med Embraer ERJ-145, mens Billund-selskabet opererer corporate shuttle-flyvninger for den europæiske flyproducent mellem Augsburg og Marseille samt regulær ruteflyvning til Toulouse fra Bremen og Friedrichshafen i samarbejde med Airbus.
Tyske Hahn Air, der udover at være flyselskab, også distribuerer andre flyselskabers produkter, har indgået en aftale med Airbus, der indebærer, at selskabets corporate shuttles kan bookes af Airbus-ansatte via reservationssystemet Amadeus.
Airbus har produktionfaciliteter i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Spanien. I Frankrig foregår det meste i Toulouse, mens der også er betydelige aktiviteter i Saint-Nazaire og Nantes. Hamborg og Bremen er de centrale produktionsenheder i Tyskland suppleret af Stade og Buxtehude.
I Broughton i Wales produceres samtlige vinger til Airbus-flyene, mens afdelingen i Filton nær Bristol beskæftiger sig med vingedesign. I Spanien er Airbus primæret repræsenteret med produktion i Getafe, Puerto Real i Cadiz samt i Illescas.
Relaterede artikler:
Airbus får transatlantisk ‘corporate shuttle’