- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Undersøger rygter om fest i passagerfly

En viral video optaget ombord på et passagerfly har nu ført til, at det singaporeanske lavprisflyselskab Scoot har sat en intern undersøgelse i gang.

To tydeligt berusede mænd i bare maver, 12 miniflasker med hvidvin stillet op på et flybord og en stewardesse, der tysser på de feststemte mænd, mens et nummer med den amerikanske rapper Snoop Dogg spiller i baggrunden.

Det er nogenlunde indholdet af en for nyligt slettet video, der angiveligt er blevet afspillet 600.000 gange på en dag. Videoen blev offentliggjort på det sociale medie TikTok. Siden har den fået lavprisflyselskabet Scoot fra Singapore til at sætte gang i en undersøgelse.

Videoen er nemlig optaget ombord på et fly, som formentlig tilhører selskabet. Derudover bærer stewardessen en uniform, der er magen til dem, som bæres af flyselskabets ansatte. Der er ingen andre personer med i videoen, og det er uklart, om den er filmet i luften eller på landjorden.

Slettet efter en dag
Den 16 sekunder lange video blev offentliggjort på TikTok af en bruger ved navn Zabination. Den spredte sig hurtigt og genererede mange kommentarer, men efter cirka en dag på den globale platform til deling af videoer, forsvandt den pludseligt igen.

Det er fotografen Marcin Zabinski, som gemmer sig bag aliasset Zabination. Han fortæller til Coconuts, at videoen var lavet for sjov. Han valgte dog at fjerne den igen som følge af de mange ”ulækre kommentarer”, som blandt andet var stilet til stewardessen.

Mange af kommentarerne kredsede angiveligt om, at det var en ufornuftig beslutning, at stewardessen lader sit ansigt filme i videoen, da det potentielt kan koste hende jobbet. Også fraværet af mundbind på de to feststemte mænd skulle have fået drøje hug i kommentarsporet.

Undersøger videoen
Efter videoen blev delt flittigt på TikTok, har en talsmand fra flyselskabet Scoot udtalt til The Straits Times, at videoen nu er blevet genstand for en undersøgelse, der skal klarlægge under hvilke omstændigheder, den blev optaget.

”Både passagerernes og besætningens sikkerhed samt velbefindende er yderst vigtige for Scoot. Vi er opmærksomme på den redigerede video, der er blevet lagt ud på sociale medier, og er i gang med at efterforske sagen for at fastslå omstændighederne,” lyder det fra selskabet.

Marcin Zabinski påstår dog, at Scoot ikke har sat gang i en undersøgelse, men har accepteret den forklaring, som stewardessen, der optræder i videoen, har givet flyselskabet. Fotografen fortæller dog ikke, hvad forklaringen skulle være, så den udtalelse skal formentlig tages med et gran salt.

 

Relaterede artikler:

17 anholdte efter masseslagsmål i lufthavn

Passagerer skubbede fly væk fra landingsbanen

Ryanair-passagerer fik sig en forskrækkelse