Masseslagsmål i London Luton Airport. (Foto: Fink Finker | YouTube)

17 anholdte efter masseslagsmål i lufthavn

Et masseslagsmål i London Luton Airport resulterede i fire kvæstede og 17 anholdte. “Vi er chokerede og kede af denne hændelse,” siger en talsperson fra den britiske lufthavn.

Det er sjældent at en lufthavn er lokaliteten for masseslagsmål, som oftest kun finder sted i værtshus- og diskoteksmiljøer samt til større fodboldkampe.

Ikke desto mindre var det tilfældet i fredags, da der udbrød et større slagsmål i London Luton Airport, der domineres af lavprisflyselskaberne easyJet, Ryanair og Wizz Air.

Slagsmålet tog sin begyndelse i den store afgangshal, og politiet i Bedfordshire måtte foretage ikke færre end 17 anholdelser, og herudover var der fire personer, der måtte til behandling for skrammer og øvrige kvæstelser fra slagsmålet, der blev overværet af den del andre passagerer i lufthavnen.

“Vi er chokerede og kede af denne hændelse. Vi har en nultolerance-tilgang til vold og fortsætter med at hjælpe politiet med deres undersøgelser. Vi vil gerne undskylde over for alle berørte passagerer,” siger en talsperson fra lufthavnen til det britiske medie The Independent.

Tiltale mod 11 rumænere
Hændelsen blev foreviget af andre passagerer i lufthavnen, og der florerer adskillige videoer på de sociale medier, hvor det voldsomme slagsmål udspiller sig.

Det har derfor ikke været svært for politiet at udpege de involverede, hvilket angiveligt også er blevet godt hjulpet af lufthavnens massive videoovervågning. 

Blandt de 17 anholdte, vil der blive rejst tiltale mod 11 mænd i alderen 20 til 55 år for voldelig optræden og gadeuorden, skriver BBC.

Det britiske politi oplyser ikke nationaliteten på de anholdte, men ifølge rumænske news.ro var der tale om en familiefejde mellem rumænske statsborgere. Oplysningerne er ifølge det rumænske medie bekræftet af repræsentanter fr Rumæniens ambassade i London.

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air flyver til 11 rumænske destinationer fra London Luton Airport, og på tidspunktet for slagsmålet var der planlagt afgange til Bacau, Bukarest, Cluj-Napoca og Timisoara, hvorfor det må formodes at være passagerer til en af disse afgange, der var involveret i slagsmålet.

 

Relaterede artikler:

Pilot og kabinemedarbejder i knytnævekamp

Piloter i slagsmål i cockpittet

Flypersonale i nævekamp