Boeing 757 fra United Airlines.

United forlader ikke Stockholm permanent (Opdateret)

Rettelse. United Airlines genåbner sin rute mellem Newark og Stockholm til sommer, sådan som det er planen. CHECK-IN.dk skrev oprindeligt, at ruten lukkede permanent.

Stockholm Arlanda ser alligevel ikke ud til at miste en af sine USA-ruter. Det er United Airlines-ruten til New York Newark, som CHECK-IN.dk onsdag kunne fortælle ville lukke permanent. Det kommer dog ikke til at ske oplyser United Airlines.

I øjeblikket er ruten vinterlukket frem til maj, hvor den efter planen skulle være genåbnet som en sommerhøjsæson-rute frem til september.

Men hvor sommeråbningen af søsterruten mellem Oslo Gardermoen og Newark fremgik af Uniteds fartplaner, så figurerede Stockholm-ruten indtil for få dage siden ikke i fartplanerne, og så dermed ikke ud til at skulle genåbne til maj.

Men det gør den, oplyser United Airlines. Ruten vil blive betjent fra 6. maj til 7. september.

CHECK-IN.dk beklager fejlen.