USA ændrer regler for markedsføring af billetpriser

Et amerikansk lovforslag skal gøre det muligt for amerikanske flyselskaber fremover at markedsføre flybilletpriser uden at inkludere skatter og afgifter.

EU har gennem de senere år arbejdet hårdt på at skabe nogle ensartede regler for markedsføring flybilletpriser, så alle skatter og afgifter blev indeholdt i totalprisen.

I USA ser man anderledes på transparente billetpriser. Her vedtog Repræsentanternes Hus tidligere på ugen en ny lov, det gør det muligt for de amerikanske flyselskaber fremover separat at markedsføre flybilletprisen uden tillæg af skatter og afgifter. Kravet er blot, at der oplyses om, hvilke ekstra omkostninger, der bliver lagt oveni billetprisen.

Dermed går USA i stik modsat retning af den europæiske lovgivning på området.

I januar 2012 indførte de amerikanske transportmyndigheder en regel om, at flyselskaber og rejsebureauer skulle markedsføre totalprisen på flybilletten inklusive skatter og afgifter. Det har faldet mange amerikanske politikere for brystet, der mener at reglerne er lavet for at dække over det faktum, at omkring 20 procent af billetprisen på en amerikansk indenrigsflyvninger går til skatter og afgifter.

“Dette tværpolitiske lovforslag er sund fornuft og retfærdigt og vil give gennemsigtighed i flybilletpriserne for det flyvende publikum. Det understreger blot, at det ikke er en urimelig eller vildledende praksis at annoncere basisprisen på en flybillet, så længe de regeringskontrollerede skatter og afgifter tydeligt markeret…Dette lovforslag vil give passagererne mulighed for bedre at forstå, hvor meget de betaler i basispris samt, hvor meget der pålægges af myndighederne,“ siger republikaneren Bill Shuster, der er formand for transport- og infrastrukturudvalget.

Tværpolitisk initiativ
Det er tilsyneladende bred politisk enighed om, at der skal skabes mere gennemsigtighed i flybilletpriserne.

Demokraten Peter DeFazio blander sig derfor også i koret af politikere, der til tage æren for det nye lovmæssige initiativ.

“I sidste uge blev flypassagererne ramt af en 125 procent stigning i sikkerhedsafgiften på flybilletter, og det har absolut intet med sikkerhed at gøre. I stedet vil stigningen blive brugt til at dække andre offentlige udgifter. Gebyret gik igennem uden at mange hævede øjenbrynene, da afgiften netop er skjult i billetprisen. Hvis regeringen ønsker at føre en transparent politik og være ansvarlig over for de skatter de pålægger, er det et godt sted at starte.“

Kompliceret at markedsføre
At USA pludselig går den modsatte vej af EU betyder, at det bliver sværere for flyselskaberne at håndtere markedsføringen af billetpriserne, når reglerne bliver så forskellige på to vigtige markeder.

Luftfart er international og kompliceres dermed af forskellige lovgivninger, der gør det svært at distribuere produkterne via de globale rejseportaler og søgemaskiner, når reglerne bliver for forskellige.

I Danmark og andre EU-lande er det den tredje luftfartspakke – bedre kendt som EU-forordning nr. 1008 fra 2008 – der regulerer, hvordan billetpriserne skal markedsføres. I Danmark er det herudover Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, at reglerne overholdes.

I artikel 23 hedder det, at “den endelige pris, der skal betales, skal altid angives og skal inkludere den gældende billetpris eller luftfragtrate samt alle gældende skatter og afgifter, tillæg og gebyrer, der er obligatoriske og forudseelige på tidspunktet for offentliggørelsen.“

Foruden den endelig pris, skal der separat oplyses flybilletpris, skatter, lufthavnsafgifter og andre afgifter, tillæg eller gebyrer, hvis de er lagt oveni flybilletprisen.

Endelig skal valgfrie pristillæg meddeles på en klar, gennemskuelig og utvetydig måde ved reservationsprocedurens start, og kunden skal acceptere dem ved et aktivt valg, som det hedder i lovgivningen.