Initiativtagerne bag det nye virtuelle flyselskab Greenland Express er utålmodige efter at komme i gang. Selskabet har betalt depositum for leje af et Airbus A319-fly og venter lige nu på myndighedernes godkendelse.
Et eller andet sted i Europa holder et Airbus A319-fly og venter på at skulle flyve for det nyetablerede virtuelle flyselskab Greenland Express, der i løbet af sommeren vil flyve passagerer mellem Grønland og Danmark via Island.
Nu er der endelig offenliggjort fotos af flyets kabine, der ser ganske nydelig ud. Men den endelige kontrakt på flyet kan ikke skrives, førend Greenland Express har samtlige godkendelser på plads.
Gert Brask, der er initiativtager og direktør for strategiske relationer hos Greenland Express erkender, at det er vanskeligt at have et Airbus A319-fly på hånden op til højsæsonen.
“Vi har allerede underskrevet en hensigtserklæring og betalt depositum til leasinggiveren,“ siger Gert Brask, der dog endnu ikke er klar til at offentliggøre navnet på leasinggiveren, da kontraktslige forpligtelser forhindrer dette på nuværende tidspunkt.
Ifølge tidligere udtalelser fra folkene bag Greenland Express, skal Airbus A319-flyet opereres på en licens fra hollandske Denim Air, da Greenland Express ikke er et flyselskab med eget Air Operators Certificate (AOC).
Venter på politikere
Utålmodigheden er ved at brede sig hos folkene bag Greenland Express og hos de mange tålmodigt ventende passagerer, der med rabatkoder hentet via Greenland Express-hjemmesiden, står klar til at bestille, så snart salget åbner.
Hos Grønlands Selvstyre har to embedsmænd tilsyneladende færdigbehandlet ansøgningen fra Greenland Express, og lige nu er det politikerne, der ventes på. Derfor kan Greenland Express intet sige om, hvornår man forventer at komme i luften, og hvor mange dage der vil gå, fra endelig godkendelse foreligger, til A319-flyet slipper asfalten i Aalborg Lufthavn, hvor det skal stationeres.
“Det hele kommer an på Grønlands Selvstyre, og hvilke yderligere krav de måtte stille,“ forklarer initiativtageren Gert Brask.
Rejsende er utålmodige
De rejsende er meget utålmodige. Mange har forventninger om at kunne rejse billigt mellem Grønland og Danmark i den kommende sommer, og presset på Greenland Express øges hver dag på selskabets Facebook-side.
“Vi kan kun beklage og henvise til, at vi afventer endeligt svar fra Grønlands Selvstyre samt politikerne i Grønland,“ siger Gert Brask.
Hos Gert Brask er der en stålsat tro på, at Greenland Express kommer i luften allerede i år.
“Vi er også klar til sommeren 2014, men vi er fast besluttet på at starte i år,“ fastslår Gert Brask.