- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Uvist tidspunkt for 737 MAX-tilbagevenden i Europa

De europæiske luftfartsmyndigheder vil selv foretage et grundigt kig på Boeing 737 MAX, før det bliver godkendt. Der kan ikke gives nogen garanti for, hvornår flyveforbuddet kan ophæves.

Boeing 737 MAX har siden marts 2019 været henvist til jorden som følge af ulykkerne med et fly fra henholdsvis Lion Air og Ethiopian Airlines. Og der vil gå yderligere måneder oveni de 17 måneder, der allerede er fløjet af sted, før flyet kan blive godkendt til kommerciel flyvning igen.

Når de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, på et tidspunkt godkender 737 MAX, betyder det ikke, at flyene atter vil ses i drift i europæiske lufthavne. De europæiske luftfartsmyndigheder, EASA, vil nemlig gennemføre deres egen, tilbundsgående inspektion i forbindelse med recertificeringen. Og EASA kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår en godkendelse vil finde sted.

”… vi arbejder stadig på at gennemføre vores testflyvninger, men planlægningen er blevet hæmmet af rejsebegrænsningerne på grund af COVID-19,” siger en talskvinde via e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

”Testflyvningerne er en forudsætning for, at EASA kan godkende, at 737 MAX vender tilbage i drift i Europa.”

Rapport stiller krav til ændringer
EASA påpeger, at de amerikanske luftfartsmyndigheder har en del arbejde, før Boeing 737 MAX kan blive recertificeret.

”Generelt er der gjort gode fremskridt, men der er stadig noget arbejde, som Boeing skal færdiggøre. I lyset af denne holdning – og ligesom FAA – kan vi endnu ikke forudsige en fast tidsplan for flyets tilbagevenden til drift og løftet af flyveforbuddet i Europa,” siger EASA-talskvinden.

Mandag udsendte FAA en rapport på 95 sider, hvori der kræves fire design- og driftsændringer af Boeing 737 MAX, før flytypen igen kan få grønt lys til flyvning. Interessenter har nu 45 dage til at indsende kommentarer til FAA om indholdet i rapporten. EASA har over for Reuters afvist at kommentere konkret på FAA-rapporten.

Foruden de krævede ændringer skal FAA blandt andet også godkende nye træningsprogrammer til MAX-besætningen, ligesom myndigheden til sidst i godkendelsesprocessen skal foretage en fysisk inspektion af hvert eneste af de 700 producerede MAX-fly.

Den omfattende godkendelsesprocedure betyder, at flyselskaberne formentlig først får mulighed for at bruge Boeing 737 MAX i kommerciel drift i løbet af første kvartal i 2021. FAA ønsker ikke at spekulere i, hvornår MAX bliver endeligt recertificeret og dermed igen må flyve.

 

Relaterede artikler:

Ingen MAX-passagerflyvninger før i 2021

Et år om at levere 450 MAX-fly i venteposition

Boeing har mistet 462 MAX-ordrer under coronakrisen