Nyproducerede Boeing 737 MAX parkeret hos den amerikanske flyproducent. (Foto: SounderBruce | CC 4.0)

Et år om at levere 450 MAX-fly i venteposition

Boeing vil prioritere levering af de allerede producerede 450 eksemplarer af 737 MAX, før man skruer op for produktionen igen. Spørgsmålet er, om kunderne vil have deres fly.

Normalt er nye fly ikke lagervarer. En flyproducent som Boeing plejer at levere nye fly straks efter, at flyene er rullet ud af produktionshallerne. Og flyselskaberne plejer at være ivrige efter at tage imod dem.

Men i øjeblikket er der ikke noget, der hedder ”plejer” i international luftfart. Og slet ikke hos Boeing.

Først blev 737 MAX ramt af to fatale styrt og har derfor været grounded på grund af et globalt flyveforbud i snart halvandet år. Dernæst kom coronakrisen, og flyselskaber verden kæmper nu for overlevelse på grund af rejserestriktioner og lukkede landegrænser.

Opretholdt høj produktion
Boeing opretholdt en relativt høj produktion af 737 MAX helt indtil begyndelsen af i år, og derfor har flyproducenten nu omkring 450 eksemplarer af flytypen på lager.

Boeing regner med, at myndighederne re-certificerer 737 MAX inden årets udgang, så leverancerne af de allerede producerede fly kan komme i gang. Og først når lageret er ved at være tomt – sandsynligvis i slutningen af 2021 – vil Boeing ifølge selskabets ledelse igen skrue op for produktionen af 737 MAX.

Stod helt stille i foråret
Produktionen af 737 MAX stod helt stille i foråret på grund af COVID-19-pandemien, men Boeing er nu gået i gang med at producere få nye 737 MAX per måned – uden at ville specificere nærmere, hvor mange ”få” er. Boeing regner med, at produktionen i begyndelsen af 2022 vil være tilbage på højt niveau, hvilket vil sige 31 fly per måned.

Spørgsmålet er nu, om alle de kunder, der har færdigproducerede 737 MAX stående klar til levering, kan eller vil tage imod dem.

Ryanair er klar
Der er ingen tvivl om, at for eksempel Europas største lavprisselskab, Ryanair, er en ivrig aftager. Så sent som i det kvartalsregnskab, som Ryanair offentliggjorde i begyndelsen af ugen, skriver selskabet, at man regner med at modtage sit første 737 MAX inden årets udgang, og at man fortsat er en ”engageret tilhænger af dette gamechanger-fly.”

Ifølge avisen The Irish Times mener Ryanair dog, at man er berettiget til yderligere rabatter, end dem, Boeing allerede har givet, efter at det irske lavprisselskab lagde en ordre på 135 fly med en option på yderligere 75 styk.

Vil ikke garantere noget
Ryanair har endvidere overfor det amerikanske børstilsyn slået fast, at man på ingen måde vil garantere, at selskabet fortsat vil aftage det aftalte antal fly indenfor det aftalte tidsrum.

Andre flyselskaber er gået endnu videre. For cirka en måned siden annullerede Norwegian en ordre på 92 Boeing 737 MAX, og i alt har Boeing mistet over 460 MAX-ordrer, siden coronakrisen ramte.

 

Relaterede artikler:

Boeing tvunget til fire svære beslutninger

Coronakrise sender flyproducenter i rødt

Flere tusinde Boeing 737-fly skal inspiceres