Vækst hos Scandic-hotellerne

I alt 147 Scandic-hoteller bidrog til et samlet driftsoverskud på 61,8 millioner euro i 2010 svarende til ca. 460 millioner danske kroner. Yderligere 12 hoteller forventes at åbne i 2011, og hotelkæden vil satse markant i Norge og Finland.

Den nordiske hotelkæde Scandic Hotels styrkede i 2010 positionen som en af de førende hoteloperatører i Norden.

Der blev åbnet i alt 11 nye hoteller med samlet 2.123 værelser, således at antallet af hoteller nåede op på 147. Men også i 2011 er kursen sat mod vækst, således at der vil være knapt 160 Scandic-hoteller ved udgangen af året, hvis alt går efter planen. Der forventes nemlig 12 nye hoteller i porteføljen i årets løb.

Men også de økonomiske resultater ser ud til at være i fremgang. Omsætningen steg i 2010 med 14 procent til 754,3 millioner euro svarende til ca. 5,62 milliarder danske kroner. Men bundlinien kunne ikke helt følge med toplinen. Således voksede driftsoverskuddet kun med 200.000 euro fra 61,6 millioner til 61,8 millioner euro.

“Scandic har styrket kædens position i det vigtige nordiske marked. Vivil fortsat have fokus på vækst ikke mindst i Norge og Finland. I slutningen af 2010 kunne vi konstatere stigende værelsespriser samt øget aktivitet i det svenske konference- og mødesegment,“ fortæller administrerende direktør Anders Ehrling, der tiltrådte den 1 september hos Scandic Hotels. Bag sig har topchefen en karriere hos bl.a SAS.

I forbindelse med præsentationen af årsresultatet for 2010 kunne Scandic Hotels endivdere bryste sig af at have flest tilfredse hotelgæster ifølge en ny undersøgelse, European Guest Satisfaction Index Study, der er publiceret af JD Power and Associates.