- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vejr og strømsvigt forstyrrer grønlandsk flytrafik

De seneste dage har et stort strømsvigt og hårdt vejr spændt ben for flytrafikken til, fra og i Grønland. Torsdag måtte et fly trækkes væk fra landingsbanen i Kangerlussuaq Airport.

Siden mandag har indbyggerne i Grønlands hovedstad Nuuk haft store problemer med strømforsyningen. En fejl i et vandkraftværk ved Buksefjorden er skyld i, at indbyggerne i Nuuk siden ugens første dag ikke har haft konstant el, vand eller varme. 

Tirsdag og onsdag har strømsvigtet samt hårdt vejr på den grønlandske østkyst forstyrret flytrafikken til og fra Grønland. Torsdag var det særligt vejret, der gav problemer ved lufthavnen i Kangerlussuaq, hvor et fly kortvarigt strandede på landingsbanen. 

De hårde vejrforhold har dels gjort det svært at udbedre fejlen på vandkraftværket, men har også påvirket den lokale luftfart, da forpladsen ved lufthavnen i Kangerlussuaq har været usædvanligt glat, hvilket har givet store problemer. Det skriver Sermitsiaq.AG.

Trækkes væk fra landingsbane
Forpladsen i lufthavnen var så glat, at en Airbus 330-200 fra det grønlandske flyselskab Air Greenland kortvarigt strandede på landingsbanen. Flyet, der bærer navnet Norsaq, kunne ikke ved egen hjælp komme fra landingsbanen og ind på forpladsen. Det endte med at blive trukket.

Problemerne på landingsbanen resulterede i forsinkelser. To Dash-8-fly, der også skulle lande i Kangerlussuaq Airport, måtte ankomme senere end planlagt. Air Greenlands kommunikationschef fortæller, at de hårde forhold i løbet af ugen har påvirket en del rejsende.

“I alt omkring 450 flypassagerer har været berørt af situationen, men med en fantastisk indsats af alle medarbejdere er alle blevet ombooket til nye afgange og fløjet frem, når vejret tillod det,” udtaler kommunikationschef Katja Vahl.

Indsætter fly fra Atlantic Airways
Torsdag førte det hårde vejr, strømsvigtet og ustabile telefonforbindelser til, at en del af passagerne på en afgang fra Kangerlussuaq til København ikke kunne komme frem. 93 passagerer blev berørt af situationen. 

Passagerne skulle fortrinsvis til lufthavnen fra byerne Aasiaat og Nuuk samt bygden Narsarsuaq. Selvom det bliver med forsinkelser, skal de dog nok komme frem, forsikrer kommunikationschef Katja Vahl. 

Air Greenland har nemlig lejet et fly fra Atlantic Airways, der skal flyve passagerer fra Kangerlussuaq til København lørdag. Det er endnu uvist, hvor længe strømmen i Nuuk vil være ustabil. Det lyder dog, at situationen potentielt kan vare i op til flere uger grundet det hårde vejr.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland får lov at benytte Thule Air Base

Hjem til Grønland i små etaper

Højere billetpriser reducerede underskuddet