Verdens største lavprisflyselskab vil flyve internationalt

En aftale med Amadeus om nyt reservationssystem er første skridt på vejen mod Southwest Airlines’ første internationale flyvninger om to år.

Verdens første lavprisselskab, amerikanske Southwest Airlines, har ambitioner om, at selskabet om to år kan indvie sine første udenrigsruter. I de forgangne 41 år har selskabet holdt sig inden for USA’s grænser. Nu har selskabet fået blod på tanden, men inden Southwest kan forlade amerikansk luftrum har de brug for at få opgraderet deres reservationssystem.

Lavprisselskabet anvender i dag en modificeret udgave af et reservationssystem, der oprindeligt blev anvendt af flyselskabet Braniff, der gik konkurs i 1982. Begrænsninger i systemet har gjort det svært for Southwest Airlines at lave code-share med andre flyselskaber, herunder sit eget datterselskab AirTran Airways, der blev købt sidste år.

Systemet har også gjort det besværligt at håndtere internationale reserveringer. Derfor var der brug for et nyt tidssvarende reservationssystem, og i sidste uge underskrev Southwest Airlines og Amadeus en aftale om, at Southwest skal bruge Amadeus ‘Altea reservationssystem, når de internationale drømme skal indfries i 2014.

Aftalen med Amadeus giver også Southwest mulighed for at konvertere hele sit bookingsystem til Amadeus-platformen i fremtiden.

Newark oplagt
Southwest Airlines har tidligere nævnt New Yorks Newark-lufthavn som et oplagt udgangspunkt for selskabets kommende internationale flyvninger, men intet er endnu lagt fast. Baltimore, Chicago Midway, Las Vegas og Atlanta er selskabets største hubs, men de første flyvninger i 1971 var fra Dallas Love Field og Houston Hobby.

I 2011 købte Southwest Airlines konkurrenten AirTran Airways, der har udenrigsruter til Mexico og Caribien. Southwest Airlines er verdens største operatør af Boeing 737-fly og havde ikke andre flytyper indtil købet af AirTran Airways. Kun at have én flytype var et af de principper for et lavprisselskab, som Southwest Airlines’ grundlægger Herb Kelleher opstillede ved selskabets fødsel. Et princip som lavprisselskaber som Norwegian, Ryanair og easyJet stadig sværger til.

Samarbejde med Icelandair
Fra 1997 til 2007 havde Southwest Airlines og Icelandair en markedsføringsaftale, der gav mulighed for ens priser, koordinerede tidsplaner, og overførsel af passagerer og bagage mellem de to flyselskaber i Baltimore lufthavnen, der er et af Southwests største hubs. Samarbejdede sluttede, da Icelandair lukkede ruten fra Keflavik til Baltimore.