Vestdanmarks største parkeringsplads: 10.300 biler

Lige nu holder der næsten 10.000 biler på parkeringsarealet ved Billund Lufthavn. Der er ekstra tryk på parkeringanlægget efter at lufthavnen i sidste weekend satte rekord med over 40.000 passagerer, der rejste gennem lufthavnen.

Det er rekordernes tid i Billund Lufthavn. I weekenden fra 16/7 til 18/7 rejste omkring 40.300 passsagerer gennem terminalen, hvilket er det største antal i lufthavnens 46-årige historie. Den tidligere weekend-rekord blev sat i juli 2008.

Lørdag den 17/7 var også den hidtil mest travle dag i lufthavnens historie, og noget tyder på, at juli måned i år bliver den største for Billund Lufthavn nogensinde. I givet fald vil mere end 260.000 passagererhave rejst via lufthavnen i juli måned,

“Rekorderne skyldes at udbuddet af både charterrejser samt rejser på rutefly aldrig har været større fra lufthavnen – bl.a. har Ryanair, Cimber Sterling og Norwegian åbnet mere end 10 nye lavprisruter forud for denne sommersæson,“ fortæller marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Det store antal rejsende skaber også et stort pres på lufthavnens parkeringsanlæg. Lufthavnsparkeringen i Billund har normalt over 8.300 parkeringspladser til rådighed.Men dette tal er i øjeblikket udvidet til 10.300, hvormed Lufthavnsparkeringen i Billund lige nu har status af Vestdanmarks største parkeringsplads.I går formiddag var 9.644 biler parkeret på lufthavnens arealer.

“Allerede i det tidlige forår blev man klar over at der kunne blive kapacitetsproblemer, da der tegnede sig en generel positiv udvikling i passagertallet. Derfor er der blevet anlagt 2.000 sommer-parkeringspladser,“ fortæller en glad marketingchef fra den vestdanske internationale lufthavn.