Et Airbus A320-fly fra Beijing Capital Airlines. Selskabet anvender større Airbus A330-fly på ruterne til København.

Vil åbne to Kina-ruter til CPH

Et kinesisk selskab vil til september åbne ruter fra Beijing og Hangzhou til København, hvis de kinesiske myndigheder giver grønt lys.

Sværmen af kinesiske turister ved Den Lille Havfrue på Langelinie i København kan meget vel vokse yderligere til september. Et kinesisk flyselskab vil nemlig meget gerne åbne to nye ruter fra Kina til København i starten af september.

Det er selskabet Beijing Capital Airlines, der har ansøgt de kinesiske myndigheder om tilladelse til at åbne en rute mellem Hangzhou og København fra den 3. september og en rute mellem Beijing og København fra den 6. september.

Det oplyser de kinesiske luftfartsmyndigheder på deres hjemmeside. Har man indsigelser mod ruteåbningerne, så kan de indsendes til myndighederne senest den 10. juni.

Beijing Capital Airlines ønsker at flyve en gang ugentligt på hver af de to ruter med Airbus A330-fly. Selskabet har ikke selv den flytype i sin flåde. Men det har moderselskabet Hainan Airlines, hvorfra alle Beijing Capital Airlines’ nuværende fly er leaset fra.

To ruter til Europa
Ruterne skal give den voksende kinesiske middelklasse mulighed for at se H.C. Andersens hjemland. Sæderne på flyene vil primært blive solgt som en del af en pakkerejse og kun få sæder på hver afgang vil blive udbudt i frit salg.

Det er dermed begrænset hvor stor en konkurrent Beijing-ruten vil blive til SAS’ Beijing-rute, som selskabet flyver dagligt med Airbus A340.

Den kinesiske storby Hangzhou har 6,5 mio. indbyggere og ligger cirka 200 kilometer syd for Shanghai. Byen har i dag kun to flyruter til Europa med KLM til Amsterdam og Hainan Airlines til Paris Charles de Gaulle.

Et Airbus A320-fly fra Beijing Capital Airlines. Selskabet ønsker at anvende større Airbus A330-fly på ruterne til København.