- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Vil bruge Billund-erfaring i grønlandsk lufthavnsprojekt

Kjeld Zacho Jørgensen er som ny bestyrelsesformand i det grønlandske lufthavnsselskab Kalaallit Airports klar til at gå i dialog med både støtter og kritikere af lufthavnsprojekterne i Grønland.

Den tidligere direktør for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, blev i november 2020 valgt som ny formand for selskabet Kalaallit Airports, som står for at anlægge tre nye lufthavne i Grønland.

Dermed er Kjeld Zacho Jørgensen havnet midt i et politisk betændt infrastrukturprojekt, som har skabt voldsom debat i Grønland. Senest var en tidligere projektdirektør i Kalaallit Airports ude at advare om, at de grønlandske lufthavnsprojekter, som officielt vil koste 3,6 milliarder kroner, kan ende med at blive langt dyrere.

Store projekter deler vandene
Uenigheden om de store projekter er dog ikke noget, der skræmmer Kjeld Zacho Jørgensen. Det fortæller han i et interview med Sermitsiaq.AG.

”Jeg tror, at store infrastrukturprojekter altid deler vandene. Tænk bare på diskussionen i Danmark om byggeriet af Storebæltsforbindelsen. Stærke meninger før og under byggeriet, men i dag vil ingen undvære den. Det samme tror jeg gør – og vil gøre – sig gældende for lufthavnene,” siger Kjeld Zacho Jørgensen til det grønlandske medie.

”Vi har i Kalaallit Airports en vigtig opgave i at gennemføre projekterne, sådan som de er besluttet, og samtidig undervejs sikre en åben dialog med alle – støtter og kritikere,” understreger den nye bestyrelsesformand.

Stor erfaring med lufthavne
Kjeld Zacho Jørgensen har i forvejen et godt kendskab til grønlandsk luftfart, da han gennem de seneste to og et halvt år har været bestyrelsesformand i Air Greenland. Endvidere kommer han til at trække meget på sin erfaring fra otte år som administrerende direktør for Billund Lufthavn.

”Fra min tid i Billund Lufthavn ved jeg meget om de mange forskellige elementer, der skal spille sammen for at få en lufthavn til at fungere. Jeg ved også, hvor stor betydning en velfungerende lufthavn har for samfundet. Samarbejdet med både eksisterende og nye flyselskaber er grundlaget for den fremtidige udvikling, og netop den tilgang har været stærkt medvirkende til de gode resultater Billund har haft gennem de år, jeg var der,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Til Grønland 6-8 gange årligt
Ud over formandsposten i de tre Kalaallit Airports-selskaber har Kjeld Zacho Jørgensen, som er bosat i Bergen i Norge, en række bestyrelsesposter i såvel Danmark som Norge. Han ser frem til, at coronarestriktionerne bliver ophævet, så han kan besøge Grønland igen.

”De tre bestyrelsesposter i Grønland betyder, at jeg vil være i Grønland flere gange om året, når der er mulighed for at rejse igen uden restriktioner i de forskellige lande. Jeg vil tro, det bliver 6-8 gange om året til møder i bestyrelsen og selskabet, møder med ejerne og sidst men ikke mindst besøg på byggepladserne,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Advarer om økonomien i grønlandsk lufthavnsprojekt

Tidligere Billund-direktør får toppost i grønlandske lufthavne

Ny direktør udpeget til Kalaallit Airport