- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil bygge hangar i europæisk topklasse

LOTAMS, der er den tekniske afdeling til LOT Polish Airlines, vil anlægge en af de mest moderne hangarer i Europa. Hangaren skal stå klar om to år og er tiltænkt langdistancefly.

En helt ny og topmoderne hangar vil snart blive bygget på polsk grund.

Opførslen begynder i første kvartal i 2022, og hangaren, hvor der skal laves flyvedligehold, bliver den mest moderne i den østlige del af Europa. Hangaren skal placeres i Jasionka i det sydøstlige Polen, og selskabet bag er LOT Aircraft Maintenance Service – også kendt som LOTAMS.

LOTAMS, der er søsterselskab til LOT Polish Airlines, vælger hovedentreprenør til projektet i løbet af de kommende måneder. Hangaren skal efter planen stå klar i midten af 2023, og LOTAMS er allerede i gang med at finde personale og udvikle samarbejde med tekniske skoler i regionen Podkarpacie.

Energieffektiv hangar
Hovedformålet med at bygge hangaren i Jasionka er at udvide evnen til at yde såkaldt Base Maintenance Service til især langdistancefly som eksempelvis Boeing 787 Dreamliner. Første fase af investeringen fra LOTAMS inkluderer anlæggelse af en servicehangar med et areal på næsten 13.000 kvadratmeter. Herudover skal der blandt andet opføres en bygning med plads til værksted, tekniske faciliteter og kontor.

Investeringen tæller også alt nødvendigt udstyr til hangaren samt udvikling af pladsen omkring de nye bygninger – herunder anlæggelse af en parkeringsplads.

LOTAMS-hangaren vil blive bygget, så der opnås den størst mulige energieffektivitet ved både elektricitet og varme. LED-teknologi vil blive brugt til belysning og naturgas til opvarmning af bygningerne. I forbindelse med vedligeholdelse af flyene er det desuden sikret, at der ikke vil ske forurening af miljøet i området.

Dansk flyselskab anvender LOTAMS
LOTAMS er en velkendt virksomhed for det danske flyselskab Great Dane Airlines. Det Aalborg-baserede selskab havde i november sidste år et af sine fly til et omfattende serviceeftersyn i lufthavnen i den polske hovedstad, Warszawa.

Det var en Embraer ERJ-195LR med registrering OY-GDA, der skulle have et seksårigt serviceeftersyn, som strækkede sig over et par uger. Servicearbejdet bestod blandt andet af en omfattende inspektion af flykonstruktionen og vingestrukturen, ligesom der var test og kontrol af flyets systemer.

Også tidligere på efteråret i 2020 var Great Dane Airlines på besøg hos LOTAMS i den polske hovedstadslufthavn. Selskabet havde sendt de to øvrige Embraer-fly til den tekniske afdeling, hvor de blev iklædt farverne fra vietnamesiske Bamboo Airways. Det danske flyselskab havde fået en wetlease-kontrakt, og de to fly skulle således have Bamboo Airways’ bemaling.

 

Relaterede artikler:

Great Dane Airlines i samarbejde med LOT-selskab

Her er de nye fly til Great Dane Airlines

Flere Dreamlinere til LOT