- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil bygge ny lufthavn med seks parallelle baner

Saudi-Arabien har offentliggjort detaljer om landets nye lufthavn, der skal være en krumtap i den saudiske satsning på luftfart og turisme for at mindske afhængigheden af olieindtægterne.

I Saudi-Arabien har man i disse år travlt med at få gjort Vision 2030-strategien, der skal gøre landet mindre afhængige af indtægter fra olie i fremtiden, til virkelighed. Turisme og luftfart er blandt de områder, som der i stedet skal fokuseres på.

Strategien lægger blandt andet op til, at der skal etableres et nyt statsejet flyselskab med base i Riyadh. Planen er, at det skal tage konkurrencen op med Emirates, og derfor ønsker man også at have en lufthavn, der matcher de højtflyvende ambitioner.

Den kommer til at hedde King Salman International Airport, vil have seks parallelle baner og forventningen er, at lufthavnen årligt vil bidrage med 7,1 milliarder dollars (50,1 milliarder kroner) til Saudi-Arabiens bruttonationalprodukt.

Over en million flyvninger om året
Når byggeriet står færdigt, er det intentionen, at lufthavnen sammen med det nye flyselskab og flere andre initiativer skal medvirke til at øge det årlige antal passagerer i Saudi-Arabien fra de nuværende 29 millioner til 120 millioner i 2030 og 185 millioner i 2050.

For at opnå denne stigning skal flytrafikken i landet også øges sådan, at man går fra 211.000 til flere end en million årlige flyvninger, ligesom lufthavnen vil få mulighed for at håndtere 3,5 millioner ton fragt i 2050. Det skriver Arab News.

Det er landets store fond Public Investment Fund, der står bag byggeriet. Fonden vil anlægge den nye lufthavn omkring de eksisterende terminaler i King Khalid International Airport, der betjener Riyadh i øjeblikket.

Blive midtpunkt for bydel
Det er arkitekter fra virksomheden Foster + Partners, der er grundlagt af den verdensberømte arkitekt Norman Foster, som har tegnet lufthavnen. Den er tænkt som en såkaldt aerotropolis, hvilket er et begreb, som benyttes til at beskrives et fænomen, hvor en hel bydels arealer og infrastruktur er centreret omkring en lufthavn.

I Saudi-Arabien vil det komme til udtryk ved, at der i tillæg til lufthavnen og diverse faciliteter, som er relateret til luftfart og logistik, også skal bygges boliger, detailhandel og muligheder for at dyrke fritidsaktiviteter.

Meldingen er, at bæredygtighed vil være et omdrejningspunkt i King Salman International Airport, da man satser på at opnå en internationalt anerkendt miljøcertificering ved blandt andet at benytte vedvarende energi til at drive lufthavnen, hvis design både vil være inspireret af byen Riyadh og den saudiarabiske kultur.

”Med blikket rettet mod fremtiden vil den nye King Salman International Airport genfortolke den traditionelle lufthavnsterminal som en samlet enhed med flere indgange. Terminalen vil i høj grad være rodfæstet i beliggenheden, og via naturlige elementer, lys og topmoderne faciliteter skal den give passagerernes sanser samme oplevelse som byen selv,” siger Luke Fox, der er partner hos Foster + Partners.


Relaterede artikler:

Så langt er Saudi-Arabien fra Vision 2030

40 Airbus A350 kan være på vej til Saudi-Arabien

Skal udvikle nyt flyselskab for 225 milliarder kroner