Vil erobre det europæiske rejsemarked

Lavprisflyselskabet easyJet har indgået en tre-årig aftale med britiske Lowcosttravelgroup. Sammen har de to selskaber en strategi om at erobre det europæiske rejsemarked. EasyJet leverer flytransport, mens Lowcosttravelgroup leverer indkvartering og transfers.

De to britiske aktører easyJet og Lowcosttravelgroup har indgået en strategisk samarbejdsaftale af tre års varighed.

EasyJet får gennem Lowcosttravelgroup muligheden for at tilbyde sine mere end 50 millioner årlige passagerer adgangtil køb afindkvarteringsydelser og transfers.

Ydelserne fra Lowcosttravelgroup bliver integreret på easyJet´s hjemmeside, og easyJet vil formentlige modtage en provision af alle solgte ydelser. For kunderne betyder det let adgang til dynamisk pakketering af fly, hotel og transfer, hvilket er hovedkomponenterne i en ferierejse.

Aftalen er et godt eksempel på lavprisflyselskabernes forretningsmodel, hvor indtægterne kommer fra en lang række andre områder end selve flytransporten. Supplerende indtægter fra formidling af salg af indkvartering og transfers vil kunne udgøre en ikke ubetydelig indtægt for lavprisflyselskabet.

Tilbuddet vil blive lanceret i Storbritannien i starten af 2011 og skal formentlig rulles ud på de øvrige europæiske markeder i løbet af næste år. Lowcostholidays er tilsyneladende på vej ind i det norske og svenske marked, hvilket kunne tyde på, at Skandinavien får en særligt tilpasset version.

EasyJets administrerende direktør Carolyn McCall udtaler: ”Vi ser en stor mulighed for at øge vores supplerende indtægter ved at tilbyde vores kunder masser af fleksible strand- og storbyferier til lavpris. Vi er glade for at have underskrevet denne 3-årige tværeuropæiske aftale med en af de førende inden for rejseindustrien.”

Paul Evans, der er CEO i Lowcosttravelgroup, giver følgende kommentar med på vejen: ”Vi er meget stolte over at være blevet valgt til at samarbejde med easyJet om at skabe et nyt og spændende feriebrand i rejseindustrien. Lowcosts store vækst gennem de sidste 5 år har vist det kæmpestore behov, der er for fleksible og bekvemme rejser til rimelige penge, og kombineret med easyJets respekterede brand, mener vi, at vi kan skabe en meget betydningsfuld spiller på dette marked.”

Foto: Lowcostholidays med sit særegne logo. Nu vil den britiske rejsearangør erobre det europæiske rejsemarked sammen med easyJet.