Vil gøre flygtningetransport lovligt

Sveriges luftfartsbranche mener ikke flyselskaberne skal stilles til ansvar og straffes, hvis de tager flygtninge med til Sverige. I Danmark mener man også, at det i stedet bør være myndighedernes ansvar.

I stedet for at betale menneskesmuglere mange tusinde kroner for en sejltur over Middelhavet og bagefter rejse i adskillige uger op gennem Europa, så bør flygtninge fra blandt andet Syrien kunne flyve direkte til Sverige uden at flyselskaberne straffes. Det mener brancheforeningen Svenska Flybranschen.

I dag betyder det såkaldte transportøransvar, at flyselskaber straffes med bøder, hvis de flyver passagerer uden de krævede indrejsepapirer og visum ind til et Schengen-land fra et såkaldt tredjeland. Desuden skal flyselskaberne betale for, at de ulovlige passagerer rejser tilbage.

I lyset af de store flygtningestrømme op gennem Europa i øjeblikket, så har Svenska Flybranschen foreslået den svenske regering, at det gøres lovligt at tage passagerer uden gyldige papirer med ombord på flyene fra visse udvalgte destinationer til Sverige.

Burde ligge hos myndigheder
Hos Svenska Flybranschens danske pendant, Brancheforeningen Dansk Luftfart, har man gennem længere tid været kritiske over for at transportøransvaret er placeret hos flyselskaberne, der altså skal afgøre om en passager har de rigtige indrejsepapirer eller ej.

Reglerne gælder ikke for flygtninge, der lever op til flygtningekriterierne beskrevet i Geneve-konventionen. Men i stedet for at skulle til at skelne mellem om en passager er undtaget eller omfattet af reglerne, så afviser flyselskaberne alle, der ikke har orden i papirerne.

Men det burde slet ikke være flyselskabernes opgave og ansvar, mener brancheforeningen. I stedet burde transportøransvaret ligge hos myndighederne.

Dansk Luftfarts modvilje mod reglen har dog intet med transport af flygtninge at gøre. Foreningen har heller ikke drøftet spørgsmålet i forbindelse med den aktuelle flygtningekrise.