- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil udvikle 40-sæders SkyBus-hybridfly

Der er blevet fremlagt planer for en ny hybrid-flytype, der både kan benyttes til flyvninger med passagerer og gods. Producenten har blandt andet særligt kig på offshore-virksomheder.

Virksomheden Lyte Aviation har netop løftet sløret for en flytype, der har været under udvikling i tre år. Det drejer sig om LA-44, der et 40-sæders eVTOL-fly (electric Vertical Take-Off and Landing). Forkortelsen bruges om elektriske fly, der er i stand til at lette og lande i lodret retning.

Flytypen skal udvikles i to varianter. Den ene, der har fået navnet SkyBus, er konfigureret med henblik på passagertransport, men derudover har Lyte Aviation også udviklet SkyTruck, som er en fragtudgave af flyet.

Det oplyses, at SkyBus vil have en rækkevidde på 1.000 kilometer og en maksimal hastighed på 300 kilometer i timen, og flytypen er designet således, at den fortrinsvis benytter teknologier, der allerede er tilgængelige i øjeblikket. En prototype ventes at være klar i løbet af to år.

Flyver på både brændstof og brint
SkyBus bliver et såkaldt hybridfly, da det vil være udstyret med to separate systemer til fremdrift. Det ene bliver tiltænkt traditionelt jetbrændstof eller bæredygtigt flybrændstof (sustainable aviation fuel (SAF)), mens det andet vil benytte brændselsceller med brint.

Flyet har fire turbinemotorer, der kører på almindeligt jet fuel eller SAF, samt fire elektriske motorer, der er tiltænkt brændselscellerne, som skal medvirke til at skabe stabilitet og øget kontrol under flyvningerne.

Lyte Aviation fortæller, at man har en filosofi om, at flytypen skal gøre det nemt at transportere både passagerer og fragt. Derudover mener man, at SkyTruck vil være et godt bud på en løsning til at levere gods, der skal hurtigt frem.

Flyproducenten vil særligt sigte efter kunder til SkyTruck i offshore-branchen, da Lyte Aviation mener, at flyets mulighed for at foretage flyvninger under hårdere forhold og til destinationer, hvor der ikke nødvendigvis er god infrastruktur, vil gøre det attraktivt for virksomheder inden for dette område.

Den bedste løsning i øjeblikket
Lyte Aviation sigter efter, at den nye flytype skal være fem gange så brændstofeffektiv som de helikoptere, der er på markedet i dag.

Man har dog et mål om, at brugen af brændstof skal fases ud på sigt, da det vil betyde, at klimaaftrykket mindskes endnu mere. Det fortæller Freshta Farzam, der er administrerende direktør og grundlægger af virksomheden.

“De konventionelle og yderst pålidelige turboprop-motorer er den bedste løsning for os i øjeblikket, fordi de giver mulighed for både at flyve og tanke op praktisk talt hvor som helst på grund af den allerede eksisterende infrastruktur.”

”Den igangværende udvikling og kommende investeringer i ny infrastruktur i hele verden, herunder vertiports (landingspladser til eVTOL-fly, red.), nye brændstoftyper som SAF og grøn brint samt elkraftværker gør, at vores ambition er, at flyene skal være fuldt ud drevet af brint og elektricitet i fremtiden,” siger direktøren.


Relaterede artikler:

Norwegian Air Ambulance i eVTOL-samarbejde med Airbus

Flyvende taxier mellem Odense og København

Flertal i Øresundsregionen siger nej til lufttaxier