Det spanske lavprisselskab Vueling har appetit på at få en endnu større bid af det danske marked og har Billund på radaren.
Det spanske lavprisselskab Vueling er blevet temmelig pjattet med Danmark. Det lagde Vuelings topchef, Alex Cruz, ikke skjul på, da han onsdag eftermiddag mødte den danske presse på en spansk tapasbar i København.
”Vi er meget glade for Danmark og fortsætter med at udvide på det danske marked,” siger Alex Cruz til CHECK-IN.dk.
I sommeren 2013 vil Vueling således sætte 248.000 billetter til salg på sine fire ruter fra København til Alicante, Barcelona, Firenze og Malaga samt mere end 23.000 billetter på ruten mellem Aalborg og Barcelona. I alt over 270.000 billetter. Det er 71 procent flere end sidste sommer.
Billund på radaren
Og spaniernes appetit på Danmark er endnu større. Alex Cruz forklarer, at Vueling agter at udvide sin tilstedeværelse på det danske marked i de kommende år. Og det sker ud fra en strategi med tre forskellige udvidelsesmuligheder.
”Vi kan ekspandere ved at åbne nye danske destinationer. Og Billund er en destination, som helt klart er på vores radar. Det bliver dog ikke i år, da ruteprogrammet allerede er lagt fast,” siger Alex Cruz.
Anden mulighed for ekspansion er ifølge Alex Cruz nye destinationer fra de to danske lufthavne, hvor Vueling er til stede i dag. Og her har Vueling valgt at tilføje Alicante og Firenze som nye destinationer fra København i den kommende sommer.
I Aalborg genåbner Vueling den Barcelona-rute, som selskabet åbnede sidste år og vinterlukkede i oktober. Men mere kan være på vej.
”Ruten mellem Aalborg og Barcelona performede rigtig godt sidste sommer, og derfor vender vi da også tilbage i år. Vi overvejer helt klart også andre ruter fra Aalborg i fremtiden,” fastslår Alex Cruz.
Tredje ekspansionsmulighed er ifølge Alex Cruz at øge antallet af frekvenser.
200 ruter
Omkring 50 procent af passagererne ombord på de Vueling-fly, som lander i Københavns Lufthavn, er spaniere eller andre sydeuropæere, som tager på ferie i København eller Danmark. På en gennemsnitlig flyrute fra Sydeuropa er normalt kun omkring 35 procent ”inbound” trafik.
Vueling har i dag 70 Airbus A320-fly, der beflyver mere end 200 ruter på tværs af Europa og Nordafrika. Selskabet har 14 baser med Barcelona, som den suverænt største.