Wings of Bornholm er kommet godt fra start

Det nyetablerede Wings of Bornholm regner med minimum 40.000 passagerer om året. Belægningen har samlet været på 64 % siden starten.

Selvom det nyetablerede bornholmske indenrigsflyselskab kun har en markedsandel på 2 % af det samlede indenrigsflymarked, er der ifølge ErhvervsBladet.dkalligevel tilfredshed at spore knapt fire måneder efter selskabets første flyvning.

Den fandt sted søndag den 23. august med et SAAB 340-turbopropfly med plads til i alt 33 passagerer. Et af målene med ruten var at bryde Cimber Sterlings monopol på lufttrafikken til øen for at styrke udviklingen af erhverv og turisme.

“Formålet var at sikre lavere priser, og priserne er faldet markant. Vi har samlet haft en belægning på 64 procent, det er over budgettet, så jeg er meget, meget tilfreds,“ siger administrerende direktør Henrik Dich til ErhvervsBladet.dk. De nuværende passagertal svarer til ca. 40.000 passagerer på årsplan, hvilket dog lige er i underkanten til at skabe balance i regnskabet.

Bag selskabet står ni lokale delejere samt Wings of Europe AB. De lokale delejere er: Bornholmstrafikken, Bornholms Brandforsikring, Bornholms Tidende, Espersen, Ocean Prawn, Thor Gunnar Kofoed, Bech-Hansen & Studsgaard, Ole Holm Transport og Baltic Air Service.

Wings of Bornholm er bygget over den succesrige model bag svenske Sverigeflyg, der i samarbejde med lokale investorer har etableret og er medejer af seks lokale og regionale lavprisflyselskaber i Sverige.

Wings of Bornholm

Lokale investorer var med til at etablere Wings of Bornholm

I sommeren 2010 åbner Wings of Bornholm i en kort periode en rute til Rönneby i Sverige. Det sker i samarbejde med søsterselskab Blekingeflyg. Heruodver har Wings of Bornholm planer om at oprette sommerruter til Hamburg og Berlin, men den plan ventes først at kunne realiseres i 2011.

Men mørke skyer truer muligvis i horisonten. For nylig meddelte det norske lavprisflyselskab Norwegian, at selskabet fra 25. marts vil flyve seks gange om ugen mellem København og Rønne. Norwegian vil flyve med en Boeing 737-300, der har en kapacitet på 148 passagerer. Dermed matcher Norwegian den udbudte kapacitet fra Wings of Bornholm, der samlet kan præstere 132 udbudte sæder pr. dag fordelt på fire afgange.

Det lokale initiativ med etableringen af et lokalt luftfartsselskab har skabt opmærksomhed. Derfor fik Wings of Bornholm tidligere på efteråret overrakt DI Bornholms Initiativpris for at have skabt konkurrence og dermed bedre udviklingsmuligheder for Bornholm.