- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Wizz Air: Derfor trak vi os fra Norge

Det ungarske lavprisselskabs forsøg på at komme ind på det norske marked for indenrigsflyvning blev kortvarigt.

Sidst i maj kom Wizz Air med nyheden om, at lavprisselskabet droppede det norske marked for indenrigsflyvning.

Det var noget af en overraskelse, da selskabet kort forinden havde meddelt, at man ville forøge trafikken i det norske indenrigsmarked.

“Wizz Air har som ambition at tredoble trafikken på det norske indenrigsrutenet,” hed det i en pressemeddelelse, der kom en uge før, selskabet valgte at fortælle, at det trak sig.

Skævvredet konkurrence
Ifølge selskabet var beslutningen om at lukke ned på det norske indenrigsmarked truffet på baggrund af finansielle og kommercielle vurderinger, og selskabet vil derfor hellere bruge kapaciteten på andre markeder, hvor “betingelserne ikke bliver skævvredet af protektionistiske interesser”.

Det var angiveligt den norske regerings hjælp til Norwegian samt Danmarks og Sveriges støtte til SAS, der var en torn i øjet på Wizz Air.

På et webinar med branchemediet Simple Flying uddybede Wizz Airs kommercielle direktør, George Michalopoulos, hvorfor selskabet valgte at stoppe:

”Vi undervurderede, hvor meget systemet understøtter de lokale flyselskaber. På et tidspunkt indså vi, at der ikke ville være ens spilleregler. Vi ville ikke være i stand til at konkurrere på lige vilkår,” sagde han og fortsatte:

”Vi havde mange andre muligheder, der stod og bankede på, så vi besluttede, at det ville være en bedre udnyttelse af kapaciteten, hvis vi flyttede den andre steder hen.”

Gigantisk satsning
Da Wizz Air i begyndelsen af oktober sidste år præsenterede selskabets planer for en gigantisk satsning på det norske indenrigsmarked, skabte det bekymring hos Norwegian og SAS.

Det ungarske lavprisflyselskab annoncerede i oktober sidste år, at det fra 5. november ville oprette en base i Oslo Lufthavn med to Airbus A320-fly.

Der skulle være afgange fra Oslo til Bergen fire gange dagligt, fra Oslo til Trondheim fire gange dagligt samt fra Oslo til Tromsø to gange dagligt.

Lidt senere samme måned fortalte Wizz Air, at det ville åbne en base i Trondheim ligeledes med to fly.

Men satsningen med fire basefly og op til 15 indenrigsruter gik ikke som planlagt. I februar kunne CHECK-IN.dk fortælle, at 10 af 15 ruter var midlertidigt indstillet frem til marts, og basen i Trondheim var blevet lukket.

Bedre plads til Flyr
Med Wizz Airs exit er der bedre muligheder for, at Flyr kan etablere sig i markedet. Det nye norske flyselskab startede op den 30. juni mellem Oslo og Tromsø, og dette selskab skal så være den nye prispresser i norsk indenrigstrafik i stedet for Wizz Air.

Udover Tromsø har Flyr åbnet eller åbner snart ruter til Narvik, Bodø, Bergen og Trondheim.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air lynlukker norske indenrigsruter

Wizz Air klar med stor satsning i Norge

Wizz Air annoncerer endnu en base i Norge