Fly fra Wizz Air i Oslo Lufthavn. (Foto: GagliardiPhotography)

Wizz Air lynlukker norske indenrigsruter

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air trækker sig overraskende fra det norske indenrigsmarked fra den 14. juni. Selskabet hævder, at konkurrencen har været skævvredet af “protektionistiske interesser”.

Da Wizz Air i begyndelsen af oktober sidste år præsenterede selskabets plan for en gigantisk satsning på det norske indenrigsmarked, skabte det bekymring hos Norwegian og SAS, der også havde udsigt til at få startup-selskabet Flyr som konkurrent på de store norske indenrigsruter.

Udsigten til en markant overkapacitet i den kommende sommer har allerede trykket billetpriserne betydeligt, men nu er der noget, der tyder på, at det ventede blodblad bliver mindre dramatisk end først ventet. Wizz Air har nemlig meddelt, at man trækker sig fra det norske indenrigsmarked om blot to uger.

Allerede fredag fjernede Wizz Air muligheden for at booke billetter på de norske indenrigsruter, og lørdag bekræfter det ungarske lavprisflyselskab til E24, at der er planlagt en lynlukning.

“Jeg kan bekræfte, at Wizz Air stop flyrejser i indenrigsmarkedet i Norge fra og med den 14. juni,” skriver kommunikationsdirektør Andras Rado i en mail til det norske medie.

Ulige konkurrence
Beslutningen er noget overraskende, da Wizz Air den 22. maj udsendte en pressemeddelelse om, at man ville tredoble trafikken i det norske indenrigsmarked.

“Wizz Air har som ambition at tredoble trafikken på det norske indenrigsrutenet. Nu optrapper selskabet satsningen efter regeringens afgørelse om ikke længere at fraråde indenrigsrejser,” hed det i pressemeddelelsen.

Ifølge kommunikationsdirektøren er beslutningen om at lukke ned på det norske indenrigsmarked truffet på baggrund af finansielle og kommercielle vurderinger, og selskabet vil derfor hellere vil bruge kapaciteten på andre markeder, hvor “betingelserne ikke bliver skævvredet af protektionistiske interesser.”

Det er angiveligt den norske regerings hjælp til Norwegian samt Danmarks og Sveriges støtte til SAS, der har været en torn i øjet på Wizz Air.

Kan åbne dør for Ryanair
Med Wizz Air’s exit bliver der bedre muligheder for Flyr til at etablere sig i markedet. Det nye norske flyselskab forventer at starte op den 30. juni mellem Oslo og Tromsø, og dette selskab skal så være den nye prispresser i stedet for Wizz Air.

Det kan dog ikke udelukkes, at Ryanair vil benytte lejligheden til at indlede en norsk indenrigssatsning, efter den ungarske lavpriskonkurrent har trukket sig.

Ryanair har netop annonceret nye baser i Stockholm-Arlanda og Billund, og København er angiveligt på radaren.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air skifter SGH ud med Menzies

Wizz Air sætter 10 norske indenrigsruter på pause

Wizz Air i lynoffensiv mod Norwegian og SAS