- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Wizz Air får afslag på USA-ansøgning

Wizz Air får indtil videre ikke tilladelse til at flyve til USA, da luftfartsmyndighederne ikke kan afgøre, om selskabet fører tilstrækkeligt tilsyn med flysikkerheden.

Lavprisselskabet Wizz Air er på nogle punkter et kontroversielt flyselskab, der ved flere lejligheder har indikeret, at selskabet modsætter sig de ansattes ret til at organisere sig i fagforeninger, ligesom et interview med selskabets topchef har vakt opsigt.

I interviewet med luftfartsmediet aeroTELEGRAPH udtalte koncernchef József Varadi i 2020, at Wizz Air ”har holdt fagforeninger uden for overalt”. Det skyldes ifølge Varadi, at ”fagforeninger slår forretningen ihjel”.

Tidligere i år kom det frem, at Wizz Air havde ansøgt det amerikanske transportministerium om en tilladelse til at foretage fragtflyvninger til USA, og det fik flere pilotforeninger til at protestere på grund af arbejdsvilkårene hos flyselskabet samt dets holdninger til fagforeninger.

I tvivl om det er tilstrækkeligt
Nu har ministeriet truffet beslutning, og det er endt med, at Wizz Air bliver nægtet at foretage flyvninger til USA for nuværende. Det skyldes, at de civile luftfartsmyndigheder ikke er sikre på, om Wizz Air har godt nok styr på sikkerheden. Det skriver ch-aviation.

”Ministeriet beder om en sikkerhedsvurdering fra Federal Aviation Administration (de civile luftfartsmyndigheder i USA også kaldet FAA, red.) i forbindelse med behandlingen af udenlandske flyselskabers ansøgninger om dispensationer eller tilladelser. I dette tilfælde har FAA oplyst os, at man i øjeblikket ikke kan træffe en beslutning om, hvorvidt tilsynet med sikkerheden hos Wizz Air Hungary er tilstrækkeligt til at udstede tilladelsen,” lyder det fra ministeriet.

Det amerikanske transportministerium har desuden fortalt, at man nu vil bede om yderligere oplysninger fra henholdsvis Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA samt Polgári Légiközlekedési Hatóság (PLH), som er de civile luftfartsmyndigheder i Ungarn.

Flere pilotforeninger modsætter sig
Wizz Air har søgt om tilladelse til at foretage flyvninger med fragtudgaven af et Airbus A330-200-fly, der er ejet af regeringen i Ungarn, men som flyselskabet har kontrakt på driften af indtil næste år.

Da det kom frem at lavprisflyselskabet ønskede at opnå tilladelse til USA-flyvningerne, fik det pilotforeningerne Southwest Airlines Pilots Association, Air Line Pilots Association (ALPA), Allied Pilots Association, Independent Pilots Association samt European Cockpit Association til at protestere.

”Et fagforeningsfjendsk udenlandsk flyselskab”
ALPA skrev blandt andet et brev, hvori foreningens leder Joe DePete forklarede, at man modsatte sig Wizz Air-flyvningerne, da USA har ”det sikreste transportsystem i verden”, og sådan ønsker pilotforeningen, at det skal fortsætte.

“Wizz Air er et fagforeningsfjendsk udenlandsk flyselskab, der ikke har en stærk kultur for sikkerhed,” lød det fra DePete i brevet, som yderligere forklarede, at organisationen mener, at Wizz Air afskediger piloter som ikke vil tage overarbejde eller flyve på en sygedag, hvilket er en del af baggrunden for ALPAs bekymringer for flysikkerheden.

Wizz Air har afvist bekymringerne fra pilotforeningerne.


Relaterede artikler:

FPU: Absurd udtalelse fra Wizz Air-koncernchef

Modsætter sig Wizz Air-flyvninger til USA

Pensionskasse mister tålmodigheden med Wizz Air