Wizz Airs aktier er siden den 2. marts 2015 blevet handlet på London Stock Exchange. (Foto: London Stock Exchange)

Pensionskasse mister tålmodigheden med Wizz Air

Pensionskassen AkademikerPension har skilt sig af med sin beholdning af Wizz Air-aktier efter et møde, hvor tålmodigheden med lavprisflyselskabet slap op.

Hertil og ikke længere. Det er tilsyneladende holdningen hos den danske pensionskasse AkademikerPension, der netop har solgt selskabets aktier i Wizz Air, fordi det ungarske flyselskab ikke ønsker, at de ansatte skal være medlemmer af fagforeninger.

Sagen startede allerede i december sidste år. Her var AkademikerPension en af 14 underskrivere på et brev, der var stilet til Wizz Air. Heri blev flyselskabet truet med, at afsenderne ville frasælge aktiebeholdningerne i flyselskabet, hvis ikke Wizz Air gik med til at holde et møde.

Årsagen til bekymringerne i ejerkredsen skal findes i, at Wizz Air ved flere lejligheder har indikeret, at selskabet modsætter sig de ansattes ret til at organisere sig. Det er blandt andet sket ved sager i Rumænien, Ukraine, Norge samt Italien, lyder kritikken.

Ønsker ikke at ændre adfærd
Afsenderne fremhævede i brevet en række udtalelser og eksempler, som man mener peger på, at flyselskabet har en fagforeningsfjendsk holdning. Heriblandt et interview med selskabets topchef, der blev offentliggjort i 2020.

I interviewet er koncernchef József Varadi citeret for at sige, at Wizz Air forsøger at holde fagforeninger ude “overalt”, da de “slår forretningen ihjel”. Det var dette eksempel og andre, som aktionærerne gerne ville have uddybet på mødet.

Efter brevet gik Wizz Air med til at mødes, men det bragte ikke parterne tættere på hinanden. Nærmere tværtimod. I en pressemeddelelse fortæller AkademikerPension nemlig, at Wizz Air på mødet udtalte, at flyselskabet ikke ønsker at ændre adfærd i dette spørgsmål.

Risikoen er for høj
Resultatet blev, at AkademikerPension besluttede sig for at sælge for 22 millioner kroner aktier i flyselskabet. Det fortæller Jens Munch Holst, som er direktør for pensionskassen. Han mener, at ledelsen i Wizz Air er tæt på at være i karambolage med menneskerettighederne.

”Ledelsens adfærd er på kant med menneske- og arbejdstagerrettighederne i henhold til blandt andet FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv. Og risikoen for at være forbundet til en klar og vedvarende overtrædelse af vores politik for ansvarlige investeringer er simpelthen for høj, hvis vi forbliver investeret.”

AkademikerPension er ejet af 150.000 akademikere, og pensionskassen ejer kapitalforvalteren MP Investment Management A/S, der forvalter omkring 150 milliarder kroner på vegne af medlemmerne, der alle har deres pensionsopsparing investeret i den samme portefølje.

 

Relaterede artikler:

Dansk pensionskasse udfordrer Wizz Air

Wizz Air fordobler kvartalsunderskud

Wizz Air til EU: Lad 80/20-slotregel være