- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Wizz Air vil ind på chartermarkedet

Siden coronakrisens start har Wizz Air valgt at tilbyde ad hoc-charterflyvninger, da selskabet har flykapacitet i overskud. Selskabet kan tilbyde fly med op til 239 sæder.

Mens flyselskaber som Norwegian og SAS har haft tradition for at tilbyde charterflyvninger sideløbende med rutetrafikken, så har det været anderledes med lavprisflyselskaber som easyJet, Ryanair og Wizz Air, der yderst sjældent har ledig kapacitet til charterflyvninger.

Det har Wizz Air dog lavet om på siden coronakrisens begyndelse, og nu går det ungarske lavprisflyselskab aktivt ud og fortæller om mulighederne. Det er blandt andet sket i en pressemeddelelse, der fredag blev udsendt fra Oslo.

Her fortæller Wizz Air, at det vil være muligt at chartre fly til både indenrigsflyvninger og internationale flyvninger. Det er især virksomheder og foreninger eller andre, der er afhængig af en tilpasset tidtabel og øget fleksibilitet, som tilbuddet er målrettet til.

“Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder en fleksibel og effektiv charteroplevelse. Gennem et udfordrende 2020 har vi tilpasset vores virksomhed, blandt andet for at sikre hjemtransport af flere tusinde passagerer. Den øgede satsning giver alt fra sportshold, virksomheder og offentlige myndigheder mulighed for skræddersyede rejseoplevelser,” siger George Michalopoulos, der er kommerciel direktør i Wizz Air.

Fra 180 til 239 sæder
Skal man benytte sig af chartertilbuddet fra Wizz Air, kræver det dog, at man er lidt flere end kortklubbens medlemmer for at det giver mening rent økonomisk. For selskabets fly er indrettet i størrelser fra 180 til 239 sæder.

Airbus A320-flyene findes i en ceo-variant med 180 sæder, mens neo-varianten har plads til 186 passagerer. Ligeledes er der 230 sæder i A321ceo, mens neo-udgaven har plads til hele 239 passagerer.

Wizz Air oplyser, at muligheden for at leje et charterfly bliver et supplement til det eksisterende rutenet, der blandt andet i Danmark omfatter ruter fra København og Billund.

Siden marts har selskabet transporteret 3.600 passagerer på 50 forskellige charterflyvninger rundt omkring i Europa. Det svarer til i gennemsnit 72 passagerer per flyvning, hvoraf mange er repatrieringsflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air skal operere Airbus A330-fly

Wizz Air henter USA-passagerer hjem i A321-fly

Ryanair overhalet af Wizz Air