- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Wizz Air vil udfase A321ceo-flåden

I løbet af de næste år udfaser Wizz Air samtlige af sine Airbus A321ceo-fly, selv om de kun har en gennemsnitsalder på små ni år. Fremadrettet ønsker det ungarske selskab kun at benytte neo-fly.

Wizz Air har i dag en flåde bestående af i alt 259 fly, der har en gennemsnitsalder på cirka fire og et halvt år. I løbet af de kommende år vil de ældste fly i flåden dog allerede forlade selskabet.

Således oplyser Wizz Air, at det i forbindelse med en langsigtet strategi for flådefornyelse har besluttet, at selskabets leasede Airbus A321ceo-fly gradvist vil blive udfaset fra nu og frem til marts 2029.

Wizz Air vil udfase i alt 41 A321-200-fly, selv om flyene kun har en gennemsnitsalder på otte og et halvt år. Det første fly, der forlader flåden, blev leveret som spritnyt til selskabet i december 2016.

Seks år yngre end gennemsnitligt fly i verden
Størstedelen af Airbus A321ceo-flåden er i øjeblikket tilknyttet Wizz Air Hungary, mens der også er baseret fire fly hos datterselskabet Wizz Air Malta.

Den A321ceo, der først forlader flåden, er seks år yngre end det gennemsnitlige kommercielle fly ifølge IATAs Global Outlook for Air Transport, der blev udgivet i december 2026. Dette understreger ifølge Wizz Air, at selskabet er engageret i at drive en af de yngste og mest moderne flåder i branchen.

”I takt med at vi pensionerer A321ceo-flyene og overgår til en flåde domineret af Airbus’ neo-teknologi, reducerer vi brændstofforbruget yderligere, sænker emissionerne og forbedrer effektiviteten på tværs af vores netværk,” siger Julia Brix, direktør for forsyningskæde hos Wizz Air.

”Med neo-fly, der allerede repræsenterer 75 procent af vores flåde – og som forventes at stige betydeligt, efterhånden som ceo-flåden udfases – forbliver vi fast fokuseret på at drive den mest miljømæssigt bæredygtige og teknologisk avancerede flyflåde i Europa.”

Råder også over 25 A320ceo
Gennemsnitsalderen for Wizz Airs flåde er helt præcis 4,57 år, som er en af de yngste flåder blandt alle større flyselskaber i Europa.

I takt med at A321ceo-flyene pensioneres, og den nye generation af Airbus A321neo- og A321XLR-fly tilgår flåden, forventer Wizz Air, at flådens gennemsnitsalder kun vil være 6,39 år i 2032.

Foruden de 41 Airbus A321ceo-fly råder Wizz Air over også over 25 Airbus A320-200-fly, der har en gennemsnitsalder på 11 og et halvt år. Selskabet har desuden seks Airbus A320neo-fly og 189 Airbus A321neo-fly.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air A321XLR som ungarsk ‘Air Force One’

Wizz Air reducerer A321XLR-ordre fra 47 til 11

Wizz Air udnytter option på køb af 75 A321neo-fly