- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Yderligere 56 fly på vej til easyJet

Gennem udnyttelse af tidligere optioner og købsrettigheder har easyJet indgået en aftale om køb af 56 Airbus A320neo, og herudover skal en ordre på 18 A320neo konverteres til 235-sæders AA321neo.

Europas næststørste lavprisflyselskab easyJet har været på flyindkøb hos Airbus, hvor samtlige af selskabet omkring 325 fly også er kommet fra.

Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at der er indgået en betinget aftale om køb af 56 A320neo til levering mellem 2026 og 2029 ved at bruge købsoptioner og købsrettigheder fra tidligere aftaler. Dermed er flyene sikret på attraktive vilkår.

Herudover vil easyJet konvertere en allerede eksisterende ordre på 18 A320neo til A321neo. Disse fly er planlagt til levering fra 2024 til 2027.

Med ordren bliver det muligt for easyJet at skrue op for kapaciteten, da flyene skal erstatte 156-sæders Airbus A319 samt de ældre A320’ere, der er konfigureret med 180 sæder. De nye fly, der kommer ind, vil i A320neo-versionen have 186 sæder, mens A321neo har plads til 235 passagerer.

Øger kapaciteten og sænker omkostningerne
Erhvervelsen af de nye fly øger ikke alene kapaciteten, hvilket er med til at sænke enhedsomkostningerne, men det sikrer også, at easyJet kommer tættere på selskabets bæredygtighedsmål, da de nye fly er 15 til 25 procent mere brændstofeffektive end de ældre fly i flåden.

Ifølge selskabet vil omkostningerne til udledning af CO2 stige markant i løbet af de kommende år, og øget brændstofeffektivitet vil føre til en proportional reduktion af kulstofemissioner. Derudover tilbyder nogle lufthavne reducerede takster for nye fly, hvilket yderligere øger de økonomiske fordele.

I dag råder easyJet over 93 Airbus A319, der har en gennemsnitsalder på 13 år, og de ældste af flyene mere end 16 år gamle. Herudover er der 173 af de ældre A320, 43 nye A320neo samt yderligere 15 A321neo.

Svenske Johan Lundgren, der er koncernchef for easyjet opsummer transaktionen således:

“Det foreslåede køb styrker vores ordrer hos Airbus i regnskabsperioden fra 2026 og 2029, og fortsætter selskabets flådefornyelse, efterhånden som de ældre A319’ere og A320’ere forlader flyselskabet, og nye A320 og A321 neo-fly kommer ind, hvilket giver fordele til easyJet gennem øget kapacitet, omkostningseffektivitet og bæredygtighedsforbedringer. Vi tror på, at dette vil understøtte positive afkast for virksomheden og opfyldelsen af ​​vores strategiske mål. ”

 

Relaterede artikler:

Optimisme trods nyt halvårsunderskud i easyJet

EasyJet belønnes af stram kapacitetsdisciplin

EasyJet udsætter levering af 24 Airbus-fly