(Foto: Morten Lund Madsen)

​CPH fortsat bedst i Norden

Københavns Lufthavn genvandt titlen som Nordeuropas bedste lufthavn i dette års Skytrax-kåring. Til gengæld har lufthavnen ikke længere verdens bedste sikkerhedskontrol.

Københavns Lufthavn kan det næste års tid kalde sig Nordeuropas bedste lufthavn, sådan som man har gjort det i det forgangne år. Det er resultatet af den ansete Skytrax-undersøgelse, hvor 13 mio. passagerer har bedømt 550 lufthavne på en lang række kriterier, som netop er blevet offentliggjort.

I 2013 gik titlen til Helsinki, men det blev der lavet om på i 2014, da Københavns Lufthavn snuppede titlen. I år er det så lykkedes Københavns Lufthavn at forsvare titlen og fastholde Helsinki på andenpladsen.

Til gengæld kan Københavns Lufthavn godt pille skiltene med budskabet om, at man har verdens bedste sikkerhedskontrol, ned. En titel, som man har vundet de sidste to år, men i år må se gå til Tokyo Haneda – sidste års nummer to.

Singapore Changi bliver ikke overraskende kåret som verdens bedste lufthavn, og Københavns Lufthavn bliver verdens 16. bedste og Europas 6. bedste lufthavn. I kategorien ”Lufthavne med mellem 20 og 30 mio. passagerer” kommer CPH ind på en flot andenplads kun overgået af Zürich, sådan som det også var tilfældet i 2013 og 2014.

Komme i top 10
Skytrax-undersøgelsen, der anses som den mest prestigefyldte prisuddeling, rangerer lufthavnene inden for en lang række forskellige kategorier. Og i flere tilfælde lykkes det Københavns Lufthavn at komme i top 10. Således har København verdens ottende bedste immigrationskontrol, verdens sjette bedste restauranter og syvende bedste bagageudlevering. Desuden er lufthavnen verdens niende reneste lufthavn.

“De mange millioner rejsende verden over, der går ind på Skytrax’ hjemmeside og stemmer, gør priserne til noget specielt. Det er et godt pejlemærke for, hvordan vi performer i forhold til andre store lufthavne i Europa og resten af verden. Det er viden, vi bruger til at forsøge at blive endnu dygtigere. Det synes jeg, at vores Security har bevist efter at være blevet nr. 1, 1 og 2 i verden de seneste tre år. Det er verdensklasse,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Billund Lufthavn bliver verdens 68. bedste lufthavn ud af 550. En tilbagegang på seks pladser i forhold til sidste års plads som nummer 62. I Nordeuropa bliver Billund nummer seks og Aalborg bliver nummer ni. Desuden får Billund Lufthavn en placering som nummer seks på listen over Europas bedste regionale lufthavne.