​Nøgledestinationer går fri i Norwegian-strejke

Ruter til adskillige nøgledestinationer vil ikke blive berørt, når 100 Norwegian-piloter med base i CPH nedlægger arbejdet onsdag.

Det kommer sandsynligvis mange passagerer til gode, at Norwegian har baser med fly og personale uden for Skandinavien. I hvert fald på onsdag, når 650 skandinaviske Norwegian-piloter, heraf 100 i Danmark, forventes at nedlægge arbejdet. Det betyder nemlig, at de ruter, som betjenes med fly og personale fra baserne i Spanien, Finland, England, USA og Thailand i høj grad ikke bliver berørt.

Personalet på baserne uden for Skandinavien er nemlig ikke ansat i Norwegian Air Norway ligesom deres skandinaviske kolleger.

Dermed vil Norwegians flyvninger fra København til London Gatwick, Helsinki og adskillige destinationer i Spanien formentlig stadig blive gennemført. Det samme vil være tilfældet med Norwegians langdistanceflyvninger til Bangkok og en række destinationer i USA. De betjenes nemlig af personale, der har baser i Thailand og USA og er ansat i Norwegians irske langdistanceselskab.

Lovlig arbejdsnedlæggelse
De skandinaviske piloters fagforening, Parat, har tidligere luftet sin bekymring for, at Norwegian kunne finde på at lade piloter fra de ikke-skandinaviske baser betjene de ruter, som deres skandinaviske kolleger normalt tager sig af. I så fald ville Norwegian-piloter med base i Spanien eller England sidde i cockpittet på eksempelvis Norwegians flyvninger mellem København og Aalborg. Noget deres strejkende skandinaviske kolleger normalt gør.

Modsat den arbejdsnedlæggelse, som SAS’ danske kabinepersonale har gennemført i weekenden, så er der i Norwegian tale om en lovlig arbejdsnedlæggelse, som kommer i kølvandet på sammenbrudte forhandlinger mellem Norwegian og fagforeningen Parat hos den norske forligsmand i fredags.

Striden handler blandt andet om at Norwegian gerne vil have de skandinaviske piloter til at arbejde lige så meget som deres kolleger på baserne i Spanien, England og Finland.