​SAS: Ikke nødvendigt med flight mode

Som det første europæiske flyselskab tillader SAS nu, at man ikke behøver at sætte telefon og lignende i ”flight mode” under landing.

For få uger siden tillod de europæiske luftfartssikkerhedsmyndigheder, EASA, at passagerer kunne lade være med at sætte deres telefoner og lignende på flight mode under landinger, sådan som det ellers har været kravet.

Og SAS har nu som det første europæiske flyselskab implementeret de nye regler. Fra lørdag morgen lød det derfor således i højtalerne på SAS-flyene:

”Det er nu tilladt at slå flight mode fra mobiler og andet elektronisk udstyr men undgå venligst telefonsamtaler af hensyn til dine medpassagerer.”

Netop den sidste del af sætningen kan godt blive udfordret, når travle forretningsfolk og snaksalige teenagere nu får mulighed for at tale, snakke eller knævre på livet løs.

De senere års gentagne lempelse af reglerne for brug af telefoner og andet elektronisk udstyr ombord på fly under start, normal flyvninger og landing skyldes, at udstyret ombord på flyene bliver stadig mere moderne og mindre påvirkelige for radiosignaler. Og når luftfartssikkerhedsmyndighederne i Europa og USA har testet det nye udstyr, så er de ikke sene til at give los.