Norwegians Boeing 787-8 Dreamliner i Købehavns Lufthavn.

​Staten blåstempler Norwegians langruter

Fire ud af fem af Norwegians langdistanceruter fra København er kommet med på det offentliges nye firårige rammeaftale. Norwegian ser det som en blåstempling af et produkt, som ellers har haft sine vanskeligheder.

Offentlige ansatte, hvis arbejdsgivere tilslutter sig den nye offentlige rammeaftale for flyrejser, kan fra årsskiftet flyve direkte til New York, Los Angeles, Orlando og Bangkok med Norwegian og opnå de rabatter, som rammeaftalen giver adgang til.

Fire ud af Norwegians fem langdistanceruter fra Københavns Lufthavn er nemlig kommet med på den firårige rammeaftale. Kun Norwegians rute til Fort Lauderdale i Florida er ikke kommet med. Og det skyldes ikke at Norwegian var dyrere end konkurrenterne. Det skyldes ganske enkelt, at ruten ikke er blandt de 268 flyruter, som er omfattet af rammeaftalen og som alle ministerier, styrelser, statslige institutioner, regioner og kommuner kan bruge til at få rabatter på flyrejser de næste fire år.

Norwegians langdistanceruter har haft en til tider tumultarisk opstart med mange forsinkede og aflyste flyvninger. Noget der har fået mange virksomheder til at holde sig fra at benytte ruterne. Regulariteten har forbedret sig markant det seneste halve år i takt med at Norwegian har fået flere Boeing 787 Dreamliner-fly ind i sin flåde og fået luet ud i de fleste af de spritnye flys børnesygdomme.

At Staterne og Kommunernes Indkøb har valgt at tage Norwegians langdistanceruter med i rammeaftalen ser det norske flyselskab som en anerkendelse af deres langdistanceprodukt som værende tilfredsstillende.

”Staten og den øvrige offentlige sektor har fløjet på vores langruter før. At fire af vores langdistanceruter er kommet med på rammeaftalen ser vi som den officielle blåstempling af vores produkt. Det betyder meget for os,” siger Norwegians danske salgschef Frank Nordbjerg Olsen.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle onsdag, så er en lang række af SAS’ direkte oversøiske ruter ikke kommet med i rammeaftalen. Det betyder eksempelvis, at kommunalbestyrelsen i Mariager Kommune kan få rabatter på Norwegians direkte flyvninger til New Yorks John F. Kennedy-lufthavn men ikke på SAS’ direkte flyvninger til New Yorks Newark-lufthavn, når de skal på studietur i The Big Apple.

Slippe af med udbudspligt
Alle offentlige myndigheder er forpligtiget til at sende alle indkøb som overstiger en million kroner over fire år i udbud. Ministerier, styrelser, regioner og kommuner kan selv vælge at sende deres rejser i separate udbud. Men langt de fleste vælger at slippe af med udbudspligten ved at benytte SKI’s rammeaftale. Den nye rammeaftale træder i kraft 1. januar 2015 og løber de næste fire år.

Frem til årsskiftet vil rabataftalerne blive lagt ind i bookingsystemerne hos de erhvervsrejsebureauer, som har vundet udbuddene om at levere rejsebureauydelser til det offentlige. For statens vedkommende er det Carlson Wagonlit Travel. Når en offentlig ansat fra 1. januar ringer til det rejsebureau, der er tilknyttet hans/hendes myndighed, så vil rabatterne automatisk være indregnet i de priser som rejsebureaumedarbejderen får frem på skærmen.

Omvendte returbilletter
I alt 14 flyselskaber er kommet med på rammeaftalen med en eller flere ruter. Foruden Norwegian så er det SAS, LOT, Finnair, Lufthansa, Austrian Airlines, Air Canada, Swiss, Brussels Airlines, United Airlines, British Airways, Iberia, Air France og KLM.

De 14 selskaber vil samlet betjene 268 ruter. SKI havde oprindeligt udbudt 488 ruter, men har i udbudsfasen modtaget tilbud på de 268 ruter. Med de 268 ruter er der tale om næsten en fordobling af antallet af ruter i forhold til den nuværende aftale, som omfatter 150 ruter.

Blandt nyskabelserne i aftalen sammenlignet med den nuværende rammeaftale er muligheden for at købe indenrigsbilletter i Norge, Storbritannien og Tyskland. Desuden bliver det muligt at købe ”omvendte returbilletter som eksempelvis London – København – London samt one way-billetter uanset hvor man er i sit rejseforløb.

Med den nye aftale er der i højere grad lagt vægt på den rene sædepris, således at bagage, mad og service er noget, som den offentligt ansatte kan tilkøbe, såfremt han/hun har behov for det.