- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

125 smittede passagerer på én flyvning

Det skabte et regulært kaos i ankomstlufthavnen, da 125 ud af i alt 179 passagerer på en flyvning fra Milano viste sig at være smittet med COVID-19.

En flyvning fra Milano i Italien mod den indiske lufthavn Sri Guru Ram Dass Jee International Airport nær byen Amritsar har vist sig at være en regulær smittebombe. Det blev afsløret, da flyet nåede frem til destinationen.

Boeing 767-flyet med registreringsnummer CS-TST landede onsdag klokken 13:31 lokal tid i lufthavnen. Da de indiske myndigheder betegner Italien som et risikoland for COVID-19-smitte, blev 160 af de rejsende testet, da de ankom til lufthavnen.

De resterende 19 blev ikke testet, fordi de enten var børn eller spædbørn, som er undtaget for de gældende testkrav. De PCR-tests, som blev udført i lufthavnen, afslørede, at 125 af de rejsende var smittet med COVID-19. Det skriver The Times of India.

Fløj med portugisisk flyselskab
Myndighederne har efterfølgende udtalt, at de smittede passagerer er blevet sendt i isolation i henhold til de gældende regler i delstaten Punjab, hvor Amritsar ligger. Billeder fra lufthavnen viser, hvordan ambulancer holdt i kø for at køre de smittede bort.

Det var det portugisiske flyselskab euroAtlantic Airways, der stod bag flyvningen fra Milano. Selskabet, der tidligere var kendt som Air Madeira og har base i lufthavnen i Lissabon, beskæftiger sig blandt andet med ACMI- og charterflyvninger.

Et opslag på Flightradar afslører, at flyet, som de mange smittede passagerer var ombord på, allerede senere onsdag atter satte kursen mod Italien. Midt på aftenen lettede det fra lufthavnen i Indien og fløj mod Rom, hvor det landede natten til torsdag.

Holdes under opsyn
På den officielle Twitter-konto for lufthavnen i Amritsar, er der blevet offentliggjort en udtalelse, hvor lufthavnsmyndighederne understreger, at alle nødvendige foranstaltninger for at stoppe smitten med COVID-19 er blevet truffet.

Det forlyder intet om, hvordan de mange passagerer er blevet smittet, men det må antages, at det ikke er sket på flyvningen fra Milano til Amritsar.

Indien oplever i øjeblikket et stigende antal tilfælde tilfælde med COVID-19. Onsdag i denne uge blev der registreret 90.928 nye smittetilfælde i det folkerige land. Derudover har myndighederne også meldt ud, at der har været 325 COVID-19-relaterede dødsfald.

Opdateret: Søndag den 9. januar, klokken 19:10
Siden historien om de 125 smittede på flyafgangen blev offentliggjort, er endnu et fly med et højt antal smittede passagerer landet i lufthavnen. 173 ud af 290 rejsende på en afgang med det indiske flyselskab SpiceJet blev testet positive, da de ankom til Amritsar. Det skriver ANI News.

Flyet afgik fra Rom til Amritsar. Det ankom fredag klokken 12:22 lokal tid. Ud af de 290 ombordværende passagerer blev 285 testet, da resten var børn eller spædbørn. 173 var positive, mens 75 skal testes igen, fordi det ikke kunne fastslås, hvorvidt de var smittede eller ej.

Ifølge One Mile at a Time er der tale om rutenummer YU632. Det er værd at bemærke, at det er det samme fly – nemlig CS-TST – som endnu en gang har bragt smittede til Amritsar. Det var en chartret afgang med SpiceJet, hvor det portugisiske flyselskab euroAtlantic Airways igen stod for flyvningen.

Laboratorium skal undersøges
Flyvningen fra Rom fører nu til, at de indiske sundhedsmyndigheder indleder en undersøgelse af det laboratorium, der har analyseret de mange PCR-tests. I løbet af weekenden er det nemlig kommet frem, at ikke alle testresultaterne nødvendigvis har været retvisende.

Flere af de testede passagerer har sået tvivl om resultatet af de indiske tests, da de blev testet negative kort før afgang fra Italien. Myndighederne fortæller desuden, at et antal af de rejsende, der var blevet testet positive efter Rom-Amritsar-flyvningen, efterfølgende blev testet igen.

Denne gang modtog flere af dem et negativt testresultat. Det skriver Mint. Det har betydet, at lufthavnsmyndighederne i Indien nu har afbrudt samarbejdet med det pågældende laboratorium. Fremover er det et lokalt laboratorium, der skal behandle PCR-tests fra lufthavnen i Amritsar.

Stikker af fra isolation
Flere af de 125 smittede personer, der blev sendt i isolation efter flyvningen fra Milano, er sidenhen stukket af. Det fortæller en embedsmand fra lokalstyret i Amritsar til BBC. I hvert fald 13 smittede er forsvundet, siden de blev PCR-testet i lufthavnen.

Ni stak af fra lufthavnen, mens de resterende fire er forsvundet fra hospitalet Guru Nanak Dev Hospital. En talsmand fra hospitalet har efterfølgende fortalt, at de bortløbne patienter ”narrede embedsmændene fra sundhedsmyndighederne”.

Det lokale politi truer de forsvundne smittede med, at de vil blive efterlyst med billede, såfremt de ikke melder sig. Derudover risikerer de også at miste deres pas, lyder det.

 

Relaterede artikler:

49 smittede på Airbus A321-fly til Hongkong

Op imod 17 indiske piloter dør af corona i maj

57 procent mindre smitterisiko ved frit midtersæde