- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

1,5 millioner fløj med Norwegian i marts

En passagervækst på 60 procent var resultatet af, at Norwegian i marts øgede med 19 fly i forhold til samme måned sidste år. Der var samtidig en marginalt bedre belægning.

Der er tilfredshed at spore hos Norwegian efter offentliggørelsen af trafiktallene for marts. Med 1.502.366 passagerer var der er dagligt gennemsnit på 48.463 rejsende, og det var noget bedre end samme måned sidste år.

Således landede passagervæksten på hele 60 procent, idet der i marts 2022 var 939.973 rejsende ombord i de rødnæsede fly.  Norwegian havde i gennemsnit 67 fly på vingerne i marts, og det var flere end i marts sidste år, hvor 48 fly deltog i operationerne.

Belægningen landede på 81,1 procent og var således marginalt bedre end samme måned i 2022, hvor 80,3 procent af den udbudte kapacitet blev solgt.

“Marts har været endnu en solid måned for Norwegian. Måneden markerer overgangen til sommerruteprogrammet, hvor vi øger vores kapacitet kraftigt. Vi glæder os til at byde et stort antal passagerer velkommen ombord i løbet af de kommende måneder,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Betydeligt højere bookingtal
Forventningerne til den kommende sommer er allerede skruet godt i vejret. Det skyldes, at det norske lavprisflyselskab har haft et forsalg, der er noget bedre end sidste år, selvom passagererne har tendens til at booke senere.

“Vi går ind i sommeren med positive udsigter. Vores bookingtal er betydeligt højere nu end på denne tid sidste år. Det betyder fortsat høj efterspørgsel efter flyrejser, specielt til vores mange attraktive rejsemål til varmere himmelstrøg, og vi forventer endnu en travl rejsesommer,” lyder det fra koncernchefen.

En travl rejsesommer kræver også mange fly. Norwegian forventes at beskæftige 79 fly, hvoraf 68 er den klassiske arbejdshest, Boeing 737-800, mens der er udsigt til, at 11 Boeing 737 MAX 8 vil være klar til sommeren. Af samtlige fly i flåden vil 14 have base i Københavns Lufthavn.

Norwegian flyver i sommeren 2023 på mere end 300 ruter til 114 destinationer. Fra Danmark tilbyder Norwegian 66 ruter med en kapacitet, der er 14 procent højere end i 2022.

 

Relaterede artikler:

1,2 mio. rejsende og høj belægning hos Norwegian

62 Norwegian-fly på vingerne i januar

60.800 passagerer om dagen hos Norwegian