- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

30.000 færre medarbejdere hos Boeing i 2021

Den amerikanske flyproducent Boeing har for fjerde kvartal i træk præsenteret et regnskab med underskud. Samtidig vil Boeing nedlægge yderligere 7.000 stillinger.

Krisen fortsætter for den amerikanske flyproducent Boeing, som påvirkes negativt af både coronapandemien og det langvarige flyveforbud mod flytypen 737 MAX.

Boeing har netop fremlagt resultatet for tredje kvartal, som blev det fjerde kvartal i træk med tab hos flyproducenten. Boeing tredje kvartal viser et nettounderskud på 466 millioner dollar mod et nettooverskud på 1,2 milliarder i samme kvartal sidste år.

Samtidig fortæller Boeing, at selskabet planlægger at nedlægge yderligere 7.000 stillinger, hvilket viser, at krisen hos den amerikanske flyproducent er dybere end hidtil antaget.

Tilpasser til ny virkelighed

“Den globale pandemi fortsatte med at lægge pres på vores forretning i dette kvartal, og vi tilpasser os denne nye virkelighed ved nøje at styre vores likviditet og omdanne vores virksomhed til at være skarpere, mere modstandsdygtig og mere bæredygtig på lang sigt,” siger Boeings koncernchef, Dave Calhoun.

Boeing forventer nu at have 130.000 medarbejdere ved udgangen af 2021 i forhold til de 160.000 medarbejdere, som selskabet havde i begyndelsen af 2020. Tidligere under krisen har Boeings estimat lydt på 119.000 medarbejdere ved udgangen af 2021.

450 MAX-fly skal leveres

Boeings forventer fortsat, at flyveforbuddet mod 737 MAX vil blive ophævet inden længe, og selskabet håber at kunne genoptage leveringerne af flytypen i fjerde kvartal.

Boeing har, siden flyveforbuddet mod 737 MAX blev indført for 19 måneder siden, produceret 450 MAX-fly, og de skal først leveres til kunderne, inden der for alvor skrues op for produktionen igen. Selskabet forventer i begyndelsen af 2022 at nå op på at bygge 31 MAX-fly om måneden.

Klar til at reducere 787-produktion yderligere
I slutningen af september meddelte Boeing, at selskabet vil indstille produktionen af langdistanceflyet 787 Dreamliner på fabrikken i Everett ved Seattle. Fremover skal alle Dreamliner-fly i stedet samles i North Charleston i South Carolina, hvor en del 787-produktionen flyttede til allerede i 2011.

Allerede tilbage i juli sagde Boeing, at det ville reducere produktionen af Boeing 787 Dreamliner til seks fly om måneden. Boeing har ikke varslet yderligere nedskæringer i sine produktionshastigheder, men siger at man nøje overvåger efterspørgslen og er klar til reducere produktionen yderligere, hvis det bliver nødvendigt.

 

Relaterede artikler:

Boeing overvejer at sælge Seattle-hovedkvarter

Boeing i krise – fra 568 til 98 leverede fly

Boeing lukker Dreamliner-produktion i Everett