40 procent flere CPH-stewardesser hos Norwegian

Med ansættelsen af 40 nye kabineansatte i januar vil Norwegian have øget antallet af stewardesser og stewarder med base i København med knap 40 procent i løbet af et år.

Mens andre flyselskaber snakker om at fyre, så går det anderledes for sig hos Norwegian. Til januar uddannes 40 nye stewardesser og stewarder, som alle skal bemande de Norwegian-fly, som udgår fra selskabets base i Københavns Lufthavn.

Dermed vil antallet af kabineansatte på Kastrup-basen være vokset med knap 40 procent fra 177 ansatte i januar i år til 246 ansatte.

Til sommerprogrammet i år ansatte selskabet 29 nye stewardesser og stewarder på midlertidige kontrakter. De 29 er nu blevet fastansatte og får følgeskab af yderligere 40 kolleger til januar.

”Vi er stolte over, at basen i København udvides både nu og henover nytår. I en tid, hvor det desværre for mange går i den modsatte retning, er det rigtig positivt, at Norwegian kan tilbyde så mange nye fastansættelser,” siger Norwegians danske informations- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen.

De nye ansatte skal blandt andet arbejde på de seks nye ruter, som Norwegian onsdag offentliggjorde, at de vil åbne fra Københavns Lufthavn i forsommeren næste år. De seks nye destinationer bliver Liverpool, Lissabon, Madrid, Sarajevo, Korfu og Montpellier.

Ruter vendt om
I sommeren 2012 havde Norwegian 11 fly på basen i København. På grund af et mindre vinterprogram er det antal nu reduceret til 10 fly. Men i sommerprogrammet 2013 vil der igen være 11 Norwegian-fly i København.

Selv om de seks nye ruter tilsammen tegner sig for 13 ugentlige flyvninger, så bliver der ikke brug for flere fly end i sommeren 2012. Det skyldes at flere af flyvningerne til Spanien er blevet ”vendt om” og nu udgår fra Norwegians nye spanske baser i blandt andet Las Palmas og Malaga.